Næste ø i rækken er Ile d’Yeu. Igen kan man mærke at det er en ø. Om det er pulsen fra færgen, lyset, luften eller noget andet der gør at jeg er tiltrukket af øer ved jeg ikke. Her stødte vi på en bager der bagte brød i brændeovne, meget lig de brændefyrede pizza ovne man ser i Italien bl.a.

Her er et lille tog som kører en stor del af øen rundt, det har vi normalt ikke været så vilde med. Men det var en positiv overraskelse. Vi fik en mappe på engelsk at kigge i, med alle de historier der blev fortalt undervejs. Vi kom op til nordkysten og vestkysten og så ind over øen og tilbage. Det tog over 2 timer.

 

Port de La Meule er ikke opført som en havn i søkortet, men der er en god ankerplads ude foran havnen.

På stranden måtte der være hunde indtil kl. 11, det var fint da det mange steder slet ikke er tilladt. Så her skiftedes vi til at bade. Den sidste morgen så jeg en motorbåd som var igang med at skære rokkevinger af en stak rokker. Det har vi fået nogle gange, men også nogle der lugtede af salmiakspiritus. Det er et tegn på at de ikke er friske, men det måtte disse jo være. Jeg sendte den franskkyndige Christina hen for at bede om lov til at købe nogle, og hun kom tilbage med en meget stor en. Den fik vi ovnbagt med kartofler og saltsmør fra Noirmoutier om aftenen.

De lovede godt vejr samt stabile og svage vinde, så vi ville ud til nogle øer igen. Vi havde talt om at det kunne være sjovt at se starten på Tour de France som er i dag (8/7) kl 11. Det kunne vi ikke nå så vi sejlede roligt derudaf med gennakker og faldende vind. Til sidst måtte vi starte motoren og der var drønhedt. Vi havde valgt en havn på sydsiden, Port De Morin, som var en tør havn. Tidevandskoefficienten er dog meget lav så vi havde min 20 cm vand og lå stabilt i lidt mudder. Der var en masse klipper som gik langt ud, og jeg turde ikke rigtigt sejle over da der heller ikke er så meget højvande med den lave koefficient. Her laves også salt og vi købte smør med salt herfra. Det er ret salt men smager godt på friskbagt brød.

Her var vi alle ude at bade, vandet er over 22 grader så selv jeg kan komme under uden at hoppe i. Endnu en perle af en ø. Her er også mindre prangende boliger.

 

Fredag sejlede vi så ud på Atlanterhavet med Roman, målet var Pornic.

Her skulle Roman så smage specialiteten Galettes Noir som er lavet af boghvedemel. Det blev en version med skinke, ost og æg. Her var mange mennesker.

Søndag skulle der starte en kapsejlads til Gijon i Spanien og retur. De startede med festen lørdag aften og der var nogle spændende både. Bl.a. trimaranen Chokolat. De skulle starte over flere dage og ankom så nogenlunde samtidig igen efter ca. en uge på Biscayen. En slags lang Østersø regatta. Trimaranen skulle først starte onsdag så vidt jeg kunne læse. Turen er vel på 750 sømil.
På turen langs kysten havde vi bemærket nogle pælehytter og talt om hvad de mon var til.

Vi havde gættet på noget med fiskeri, og det viste sig at være rigtigt. De sænker nogle store net ned og fanger nogle små blanke fisk som steges og spises hele. Vi har set folk med nogle mindre net, stå på moler og broer og fiske på denne måde.

Vi lå i lystbådehavnen da vi her ville stå på bunden. Men her er flot.

 

Vi har besluttet os til at blive liggende her i Pornichet indtil vi har fået Roman ombord. Jeg hentede derfor bilen mandag 2. og fandt ud af at den var gal med bremsebelægningen på venstre forhjul. Den bremser dog fint men skiven skal skiftes.

Vi tog på en tur tirsdag til en by der er kendt for sit atlanterhavssalt, nemlig Guerande. Det er en turistby, men “saltmarkerne” ligger i et kæmpe område uden for byen. De bliver så oversvømmet 2 gange i døgnet, og man skovler noget brungråt bundfald op som bliver til saltet.

Her er nok det sidste stykke med klipper i et stykke tid, det ser og er mere råt med sådan en kyst.

Onsdag ryddede vi op og lavede agterkahytten (pulterkammeret) klar til Roman. Han skulle ankomme til Nantes ved 20 tiden, så efter frokost kørte vi mod Nantes. Medens vi kørte ringede Roman og fortalte at bussens aircondition var brudt sammen og gav fuld varme. De var derfor stoppet. Så havde vi mere tid til at se Nantes, hvor jeg også var nogle timer i november.

Så er mor og søn genforenet ?. Torsdag blev til afslapning, men jeg besluttede at få lavet bilen. Jeg har en serviceaftale så det var blot at finde et værksted. Det blev så i Guerande og det blev lavet efter en times venten, men med Dacia skiver ?. Jeg blev dog nødt til at betale og får så (forhåbentlig) pengene tilbage i DK.

Her efter godt 14 dage vil jeg prøve at forklare hvad jeg synes der er godt ved vores rejse. For det første så føles det allerede som en evighed siden vi kørte hjemmefra. Det er rart at leve på båden og nattesøvnen forstyrres kun af bølger, vind og tordenvejr. Det har vi haft de seneste 2 nætter og det kan Chico bestemt ikke lide, så han gisper og er meget urolig. Men bortset fra det er det dejligt at have hundene med. Jeg har ikke skrevet så meget (synes Christina). Det skyldes mest at det tager noget tid og der ikke er store fantastiske oplevelser. Til gengæld er der mange små som det er svært at vælge mellem. Der er flotte huse og bymiljøer, der er haver, blomster og træer, der er fantastiske strande, både med sand og klipper. Fra nu af bliver det vist sand i mange uger. Vi møder også mange mennesker både i havne og andre steder vi færdes. Her kommer ikke mange udenlandske turister. Og vi har kun mødt hjælpsomme og tålmodige franskmænd. I havnene ser jeg på både, det er meget anderledes end i DK. Der er rigtig mange rene kapsejladsbåde, men ikke entype, nærmere nogle konstruktionsklasser måske. Mit franske er ikke eksisterende og de franskmænd jeg hidtil har mødt har ikke kunnet forklare mig hvad og hvordan der sejles mod hinanden. Håber jeg finder ud af det når vi kommer til nogle af de næste store kapsejladsbyer. Så er der rigtig mange af dem jeg kalder kasket både og ribs. De bruges til fiskeri, vandsport og dagsture. I går (søndag) var der sol, 30 grader og ikke ret meget vind. Her var 1/3 af bådene ved den bro vi ligger ude at sejle og kom hjem ved 18-19 tiden da der var blevet lidt skyet måske.

Det her skriver jeg i toget på vej op til Auray (Saint Goustan) efter bilen. Vi har fået lokket Roman herned, han kommer onsdag aften til Nantes med bus. Så er der en ny epoke. Hver dag er vi mætte af alle de små oplevelser. Christina får læst lidt, og jeg fejer sand væk og holder båden fuld af vand, strøm og diesel, og så er der lidt indkøb ofte i fællesskab. Resten af tiden går vi ture, bader og kigger på andre mennesker og både. Madmæssigt er vi ikke nær så sultne og spiser nok også lidt sundere. Men det er ikke med vilje, det er kommet helt af sig selv ?.

Lidt billeder af strande og byer:

Men vi er spændte på hvodan det bliver når vi kommer ned i de rigtig varme lande. Vi lå en times tid ude på vandet og drev blot for ikke at komme ind i en varm havn. Det hjælper meget at sætte solsejl op så der er skygge. Men tænk sig, vi regner med at sejle over 3 måneder endnu.

 

Sendt fra min AS400

Vi sejlede klokken 18 for at komme ind i Le Croizic inden der blev modstrøm og medens man kunne. Vi var lidt spændte for vores havnelods skrev at man kunne komme ind i gæstehavnen 2 timer før eller 2 timer efter lavvande. Vi antog at det var en skrivefejl og der mentes højvande. Dette er en mere mondæn by med en lang havnefront med flere havnebassiner, men kun 5 gæstepladser. De var optaget men vi fandt en tom plads hvor vi formodede at båden var på weekend tur. Der var mindst 100 restauranter så vi valgte at spise lidt fisk et sted hvor vi kunne se om der kom flere både ind.

Der var mange smukke gader og huse, der var træer og græs og da vi ankom lidt over kl. 19 var der gang i en bigband koncert.

Der var en charmerende sangerinde og vi tænkte på om vi også i år fik en masse musikalske oplevelser.