Ouistreham- Riva Bella 27/7 – 17.
Da slusen åbnede ved 11 tiden sejlede vi ud og havde med vores erfaringer ikke planlagt at sejle så langt, nemlig kun til Ouistreham. Vi var der en times tid før første sluseåbning så det var fint. Her går en færgerute med færger i Oslo færge størrelse til England så der er masser af vand i indsejlingen, men sandbanker og klippeskær ved siden af, så vi skar heller ikke så meget af som jeg plejer. Havnen er en fin lystbådehavn med en stor sejlklub. Vi havde 2 Beneteau Figaro både uden på os i slusen. Figaro bådene er små ca. 32 fods havracere beregnet til singlehandsejlads. Den nyeste, version 3, har fået foils, og dem uden foils, sejler op til 35 knob (65 km/t) så det kan gå ret stærkt med foils. Der er klassiske sejladser som f. eks. Irland rundt, startende her i Frankrig, hvor man så selv vælger hvornår man vil sejle og prøve at slå rekorden. Ligesom DK rundt og Sølvroret. (Jeg har ikke tjekket rigtigheden af dette, det er taget fra hukommelsen). De sejler også jorden rundt alene i dem. Franskmændene har en stor tradition for singlehandsejlads. Og det jeg egentlig ville skrive var at der også her er en speciel afdeling til gæstesejlere. Det kan jeg godt lide, da der så er mere liv i bådene. Ouistreham er en bade / ferieby lissom Deu-/Trouville, men ikke så mondæn. Stranden er lige så god og der er et fiskemarked tæt på gæstehavnen.