Tilbage på Texel. 21/6 – 17

Tilbage på Texel. 21/6 – 17

Jeg sejlede nord om Vlieland og langs kysten. Der var vind fra sydøst og jeg skulle ca. vest sydvest. Dvs. at der var fralandsvind så jeg turde sejle tæt på revlerne.

Vlieland fra søsiden.

Der var store dønninger fra nordvest der rullede ind  på stranden, så man kunne hele tiden høre brændingen, det ville ikke have været rart om natten. Her er et billede hvor dønningerne bryder på yderste revle.

Dønninger bryder på revle.

Efterhånden kom jeg til Texel som jeg også sejlede nord om. Her er et billede fra søsiden.

Nordvestsiden af Texel.

Jeg havde endnu ikke besluttet om jeg ville sejle til Den Helder eller til Texel. På vejen var der en del gule afmærkninger hvor der på søkortet stod ”bunker”. De øer der ikke er blevet sikret har flytter sig ca. 10 km. på 100 år, så det kan godt passe at nogle bunkere tyskerne har bygget på land nu ligger ude i havet.

Heruder ligger en bunker.

Da jeg sejlede syd om Texel så jeg en del store sejlskibe, fulriggere med 3 og 4 master. Jeg fandt ud af at det var Texel Pre Race, vejret så også ud til at blive godt, så jeg besluttede mig for at sejle til Texel selvom jeg så skulle halvvejs tilbage langs den anden side af øen. Skibene skal deltage i ”Sail Den Helder” fra den 22/6.

Jeg var rundt at kigge lidt på de store skibe, de kom fra hele verden. De største lå spredt på reden ud for Texel, bl.a. Statsraad Lehmkuhl fra Norge. Men jeg så både fra Tjekkiet (La Grace: http://lagrace.eu/ ) og det Bulgarske ”Royal Helene” som kort før jeg ankom havde vædret en af ”konkurrenterne” nemlig det spanske ”Nao Victoria”. Se et klip her: https://www.youtube.com/watch?v=JjAFx4q85SA 

Senere var der musik med 2 live orkestre. Da jeg kom hjem begyndte den anden gamle mand i båden ved siden af at spille på guitar. Jeg kunne genkende bl. a Eric Clapton og selvom man godt kunne høre at han øvede sig var det nu vældig hyggeligt.

Gamle gutter der rockede.

I øvrigt var jeg også denne havn rundt uden at finde en eneste skandinav. Der var en Belgier, en del tyskere og resten hollændere.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.