Kaageplassen og Leiden 2/7 – 17.
Jeg forlod Haarlem og har som nævnt lagt planer indtil Christina er her. Det er altid dejligt at ligge for anker, og når man kan gøre det i en sø hvor der aldrig kommer store bølger er det også behageligt. Kaageplassen er det mest mondæne sejlsportsområde i Holland, det er også en ret stor sø. Her er mange havne, og også mange sejlerskoler, så der er en del både. Sidste år kunne vi ikke se land for bare sejl, men i år er der ikke nær så fyldt endnu.
Dagen efter gik det mod Leiden, der var ikke ret langt. Indsejlingen til gæstehavnen midt i byen er ret interessant. Der ligger en masse huse, som har bygget en masse ekstra udestuer og udekøkkener, ud til kanalen.
Kort efter jeg var ankommet begyndte der at lyde noget musik rundt omkring. Det viste sig at der var en ”Woodstock on the water” festival i weekenden. Til de unge mennesker der ikke ved hvad Woodstock er, kan det oplyses at det nok var verdens første rockmusikfestival. Google det, og se en masse gode videoer. Jeg tror der var over 10 forskellige orkestre, som sejlede rundt og spillede coverversioner af mindst 50 bands. Jeg er nu ikke helt sikker på at de alle 50 var med på Woodstock festivalen 😉
Der kan ses nogle videoer på min personlige facebookside: https://www.facebook.com/erik.lundbye
Der er også brede kanaler med grønt græs i Leiden, Her startede musikbådene vist ud fra, og sejlede så rundt til alle beværtninger og havnen, og gav nogle numre hvert sted.
Søndag var jeg tidligt oppe for at hente Christina ved bussen i Slooterdijk. Vi tog så til Amsterdam og en tur over med færgen for at vække minderne fra sidste år.
Derefter gik vi rundt i gaderne langs kanalerne i Amsterdam, spiste morgenmad og frokost, indtil vi tog toget til Leiden. Her var musikken i fuld gang igen, så vi sad med lidt kold rosevin og nød, at det var blevet solskinsvejr.
One Reply to “Kaageplassen og Leiden 2/7 – 17.”
Det lyder og ser så hyggeligt ud.