MOU 14/7-24, Byger der går og kommer…

MOU 14/7-24, Byger der går og kommer…

Erik blev purret kl. 7 idag, da hans vejrprofet havde forudset regn + evt. torden først på eftermiddagen. Sammen med vejrudsigten kom nyheden om attentatet på Trump. Hvad man end måtte mene om denne mand, er det ikke den rette måde at afgøre valgkampen på, og hvad kan dette ikke ende med!? Uanset den også i mange andre henseender triste verdenssituation var vi klokken 8.30 ude af Øster Hurup havn i sol og med let sydlig vind godt på vej mod Hals.

Det var ren magssejlads,  og snart var vi i gennem den lange og tydeligt afmærkede indsejling til Limfjorden med Hals på nordsiden og Egense på sydsiden skarpt “forfulgt” af en stor coaster fra Limasol. Vi fortsatte lidt ind i det for os nye og snoede farvand. Da vi fandt ud af, at vi først ville være fremme Ålborg Vest havnen sidst på eftermiddagen, og der endnu en gang var varslet kraftige tordenbyger, ændrede vi, vist nok især jeg, planer og sejlede ind i den lille hyggeligt udseende Mou havn lidt vest for Egense. Så klokken 13, efter endnu en gang 16 sømils sejlads, lå vi fortøjede – klar til at spise frokost til almindelig borgerlig tid – i solskin og med den fineste udsigt ud til fjorden, hvor store skibe jævnligt passerede.

Svalerne fløj kvidrende – og lavt omkring os. Her var virkelig rart og med det nydeligste og reneste klubhus med strøm, køkken, bad og toiletter alt inkluderet i de 150 kr. havnepenge. Der var en lille legeplads for de yngste og lige ved siden af havnen var der en stor mark med klappevillige og brægende geder.


Lige efter frokosten kom eftermiddagens første byge. Da den var slut, vovede vi os op i Mou city, en god km væk, til brugsen hvor Erik havde et presserende indkøb at gøre – en ny flaske rom. Mou har iøvrigt ikke noget med suppen at gøre, Mou suppefabrikken stammer fra Esbjerg og blev grundlagt af en familie der hed Mou til efternavn – men de kan jo oprindeligt stamme fra Mou… Tæt på målet, Brugsen, kom vi forbi et hus med en stor græsplæne, der var kantet med diverse store hvide skulpturer, et stort bassin midtpå og en eleveret terrasse, nærmest en tribune med grill og havemøbler på den ene langside.

Da vi havde forrettet det vigtige indkøb og atter kom forbi det lidt specielle hus, så vi en dame, der var ude og drysse noget i bassinet. Antageligt klortabletter tænkte jeg, alligevel spurgte jeg lidt dumsmart, om hun var ude og fodre guldfiskene. Efter at ha’ måttet gentage mit spørgsmål et par gange, kom svaret, at det var lige netop det, hun var i gang med. Godt nok var der ud over guldfiskene også nogle store smukke japanske koi karper, en gul og en hvid, som var bassinets hovedattraktion. Hun havde arvet dem fra sin far, men havde altid været fascineret af og ret nørdet med akvarier. 

Vi blev inviteret ind og bese vidunderfiskene, som virkelig var flotte, hvis man er til den slags. Der var pumper, og UV-lys for at hindre algevækst og mange andre finesser.

Hvis ikke dagens næste kraftige byge netop var kommet,  havde vi nok stået der endnu. I al fald skyndte vi os ud i ly under et nærliggende carporttag. Da bygen lod til at være ovre, kom vi ikke mere end 200 m længere, før vi måtte søge ly igen.

Langt om længe nåede vi dog tilbage til havnen, hvor det var blevet tid til en kop eftermiddagskaffe, nu igen i solskin.

Kort efter kaffen kom den store, heldigvis kortvarige, vejrmæssige finale med regn, bulder og brag, men nu var vi forberedte med teltet oppe.

Om aftenen skulle EM finalen i fodbold så endelig afvikles. Jeg så ikke første, men den anden og spændende halvleg nede i kahytten og heppede på Spanien (som jo fortjent vandt over stakkels England), mens Erik sad og læste (dog ikke Vand til blomster) oppe i cockpittet – eller så på store skibe.


3 Replies to “MOU 14/7-24, Byger der går og kommer…”

  1. Hej med jer
    Så følger vi igen med I jeres sejltur med Skærsilden — altid interessant læsning krydret med lidt humoristisk islæt.
    Vi er jo på Marielyst og passer Vigga. Klaus har desværre slået hul på sit ene skinneben – stødte på en jernkasse i Bauhaus inden vi tog herned. Var på skadestuen på Frederiksberg.
    Desværre blev det ikke bedre, så igen på skadestuen her på Marielyst. Nu afventer vi fredag, hvor den store forbinding skal af. Hvis det ikke er bedre, må vi afsted igen. Men hvor er det irriterende – Klaus kan jo ikke rigtig lave noget hernede, som trænger ved huset.
    Nå men ellers går det meget godt. Mads er blevet mr scannet – der var ikke noget at se i hovedet gudskelov.
    Vejret er jo dødssygt. Hvornår mon den rigtige sommer kommer ? Inden vi ser os om er det 1.august og så synes jeg, at ligesom sommeren går på hæld.
    Kh
    Michelle og Klaus

  2. Hallo, Ik ben jullie weer gaan volgen nadat jullie vorig jaar door Hoogeveen kwamen. Leuk om op deze manier delen van Denemarken te bekijken, ik ben nog nooit in Denemarken geweest.
    Veel plezier en veilige reis ondanks dat het niet echt mooi stabiel zomerweer is, ook hier niet.
    Groet, Jan ten Caat Hoogeveen, Drenthe, Nederland.

    1. Hi
      Nice that you are following us again this year. So enjoy your trip to Denmark. We are OK with the weather until now!
      Greetings E+C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.