Lørdag formiddag ankom de dygtige hunde og jeg til Capbreton efter de sidste ca. 15 kilometers kørsel fra Hossegor, hvor jeg havde været på det, Erik kaldte luksus ophold på et feriecenter sammen med Amanda og Chico. Jo tættere på Capbreton jo flere biler, men som ved et lykketræf fandt jeg en betalingsfri parkeringsplads og vandrede derefter ud mod havnen, hvortil Erik skulle komme først på eftermiddagen. Det skulle helst falde lidt sammen med højvandet, da søen ved indsejlingen til den lange indsejlingskanal var ret så urolig og med brækkende bølger især ved lavvande og modstrøm. Jeg havde heldigvis kunnet kommunikere med Erik på mobilen og fortalt ham, hvornår havnekontoret tidligst tilrådede indsejling. Indtil da sad jeg ude ved molen og drak kaffe sammen med hundene og “beundrede” de store brækkende dønninger, de sorte regntunge skyer og den tiltagende vind. På et tidspunkt noget før det aftalte tidspunkt var jeg lige nede ved bilen, og i mens havde Erik selvfølgelig ikke kunnet “vente tiden af” og var kommet helskindet gennem hullet, men jeg nåede da at se ham stolt komme sejlende ind af kanalen efter sin lange singlesejlads fra Royan. Vi var begge glade for, at denne etape nu var vel overstået for os alle.

Havnen i Capbreton var stor men levende. Lige ud for os lå hele fiskeflåden med ca. 10 både på en lang række, og bagved på kajen havde hver båd sit lille fiskeudsalg med bådens navn på og gæve fiskerpiger bag disken. En dag købte vi nogle lækre doradolignende fisk fra ” l’Enfant terrible”.

 

 

Der var en konstant trafik frem og tilbage på den smalle vej fra havnen og ind til byen, og at vi ikke blev kørt ned af de hurtigtkørende cykler var mest af alt et held. På den anden side af vejen var et større område med gamle og mange af dem charmerende sommervillaer hvor det var fint at gå aftentur med hundene.

Ellers gik vi tit ud af den lange træbro og så bådene gå ud og ind af det omtalte havnehul. Lidt sjovt var det, at da Erik sejlede ind, var det ( fornuftigt )med vest og livline og hjertet oppe i halsen (har han selv sagt), men vi nu så folk slingre ind og ud uden skygge af redningsveste og børn og hunde siddende både på fordækket og badeplatformen.

Samme sted var der også en lille strand med som oftest store bølger og med overvågning af to livreddere i et tårn, hvor det var spændende men nogenlunde trygt at bade. På hver side af byen strakte enorme strande sig, hvor især brætsurfere kunne lade sig udfordre. Og langt ude på den nordlige side, fandt vi en lille strandbiks, hvor vi fik den lækreste tunsteak med interessant tilbehør til.

 

 

 

 

Skal ?

Da vi godt kunne li’ stedets atmosfære og også trængte til et par dage det samme sted, endte vi med fire overnatninger her. Og så var vi også tilrådet at vente med at sejle videre et par dage af den flinke havnemester, da det blæste en del. Den ene dag tog vi med bilen en tur til Bayonne, hvor vi var blevet fortalt, at der var byfest – og det var en en fest der ville noget… Et stort område af den gamle bydel var afspærret, og der blev opkrævet entre. Allerede på vejen hertil havde vi set en masse mennesker iført hvidt tøj og ofte med røde tørklæder og/eller skærf. Vi var næsten de eneste, der ikke fulgte denne dresscode og skilte os ret så meget ud. Så vidt vi kunne se for dette syngende, spillende, dansende og ikke mindst spisende menneskehav, var det en ret hyggelig by, og det var en sjov oplevelse for os men ikke for hundende. Amanda gik helt død i varmen,og vi måtte nærmest bære hende tilbage til bilen, og Chico synes, at det var for meget af det gode med al den ståhej.

 

Efter tre-fire dage med masser af kæmpebølger, gyngende både, surfere og lidt andet godt forlod vi Capbreton (og bilen som vi havde parkeret oppe i sommervillaområdet) en stille formiddag og sejlede mod Saint-Jean – de Luz/ Ciboure sidste stop i Frankrig.