TUREN TIL MAROKKO

1/2 2024 BREMERHAVEN

Som aftalt trillede vi klokken 9.30, efter mange dages forberedelser og intens pakning, ud af vores indkørsel med kurs mod Bøjden Færgehavn. En god måde at starte længere rejser på synes vi.

Det blæste godt, men vi kom sikkert i havn og kørte videre mod Glückstadt for at tage die Elbfähre over til Wischhaven, hvor vi to gange tidligere har overnattet ganske gratis i kønne omgivelser – og med døgnåbne toiletter. I dag nøjedes vi dog med en kop kaffe i den hyggelige havnebiks, inden vi fortsatte af små veje gennem det flade sydslesvigske bondelandskab. Langt om længe, kl. 19, nåede vi vores destination – en udmærket autocamperplads ved Bremerhaven.

Her diskede Erik op med resten af en af sine specialiteter, Irish stew, nemt og udmærket mættende.

2/2 PONT-À-MOUSSON

Vi har den seneste tid droppet morgenmaden og kom derfor tidligere af sted, end vi plejer – allerede 8.30. Og godt for det, for vi var første fremme ca. 11 timer senere inklusive to korte pauser med frokost og en kop kaffe i bilen. Vi kørte dels på landeveje dels på motorveje, heraf en del af tiden med køkørsel især omkring Köln. Men ingen barrikader og vrede landmænd. Dagens mål var en autocamperplads ned til Mosel og op til en lystbådehavn, et vældig fint sted med udsigt over floden til den hyggelige og meget franske lille by Pont-à-Mousson.

Vi havde egentlig tænkt os at lave mad “hjemme”, men vi trængte til at komme ud af bilen og røre os lidt. Og nu da vi endelig var kommet til Frankrig, skulle det vel også markeres. Så vi forlod Folke og gik over broen mod byens centrum, som så vældig tillokkende ud i aftenbelysningen.

Vi kom snart til et stort torv omkranset af gamle huse og en lang sammehængende kolonnade.

Her fandt vi en restaurant, Pierre Bonaventure, hvor det summede af liv. Vi var heldige at få et bord i den usædvanligt lange,smalle og fyldte familierestaurant, og snart sad vi med en karaffel rødvin og ventede på vores tre retters menu.

Meget af maden blev tilberedt i en træfyret ovn, og på live kamera kunne man se kokken jonglere retterne ind og ud af ovnen. Og maden levede til fulde op til vores forventninger, så vi lagde os meget mætte til ro.

3/2 CHÂLUS

En anden mere lavpraktisk grund til den foregående aftens bytur var, at pladsens toiletter var lukkede mellem 20 og 8, og nu her til morgen stod vi nærmest i kø sammen med andre trængende campister. Den lille havn var fyldt af de typiske flodmotorbåde, men vi så også to overvintrende sejlbåde.

Efter at ha’ lavet en kande te og fundet en ny overnatningsplads nær Limoges forlod vi Pont-à-Mousson. Der var næsten ingen trafik på vejene i dag, hverken på land- eller motorvejene. Man skulle næsten tro, at der var indført bilfri lørdage. Til gengæld så vi noget andet, vi vist aldrig har set… Store og mindre flokke af fødesøgende traner på de mange marker langs landevejene.

Da vi ved sekstiden kom frem til vores destination, var det nærmeste, vi kom på et overnatningssted der en kirkegård. Men sådan er det nogen gange. Så vi kørte lidt videre i halvmørket og i en ret tæt tåge, men heller ikke det næste sted levede op til vores ellers ret beskedne ønsker, ej heller det tredje, men endelig lykkedes det at finde et egnet sted i rolige omgivelser i en lille by Châlus nær et offentligt toilet, der tilmed var åbent i al fald til kl. 23. Og gratis er jo altid godt. Vi lavede denne aften noget af vores medbragte mad og spiste i bilen, hvor stilheden kun blev brudt af kirkeklokkernes jævnlige slag. Som bagtæppe havde vi ruinerne af et kirketårn, som så ret spøgelsesagtigt ud i den tågede og mørke aften. Fotoet nedenunder er taget om morgenen – stadig væk lidt spooky…

4/2 CAPBRETON

Efter en meget rolig nat gik vi en lille tur i den søndagsstille by. Vi så lidt nærmere på kirkeruinen, som antagelig var blevet offer for et af 2. Verdenskrigs mange bombardementer.

Ud over et par hundeluftere var der så godt som ingen mennesker at se, så vi følte os som de første – eller måske de sidste turister i Europa. Det var stadig skiftevis diset eller ligefrem tåget det meste af turen. Da vi nærmede os Capbreton med sine mange sommervillaer, så vi både mimoser på vej til at springe ud samt røde gardeniaer i fuld blomst.

Vi ankom først på eftermiddagen til Capbreton – et sted vi har besøgt to gange tidligere, en gang i 2018  i båd og to år senere i bil på vej ned til vores båd i Albufeira.

Et fascinerende sted med store atlanterhavsdønninger, masser af surfere og ikke mindst en spændende havneindsejling til den store fiskeri/lystbådehavn. Men ingen arkitektoniske perler – faktisk meget grimt nybyggeri.

Selv om en del steder stadig var vinterlukkede, var der masser af folk, der var på søndagsudflugt, både på promenaden og den lange vakkelvorne bro ud til havneindsejlingen.

Vejret klarede heldigvis lidt op, så også vi kunne nyde gensynet med Capbreton.

Endnu en gang glippede det med en campingplads, der skulle være åben, men ikke var det. En åben autocamperplads lå for langt fra byen, så vi endte endnu en gang på “gaden”, men i centrum lige bag ved promenaden og nær et offentligt toilet – og en restaurant, hvor vi spiste aftensmad, burgere med lidt god rødvin til.

Toiletterne var OK omend nedslidte. Om aftenen, da gaderne var øde, gik Erik ind i herreafdelingen, og der stod så en skægget lidt skummel fyr. De blev vist begge lige forbløffede. Men de sagde pænt bonsoir til hinanden, og da den skæggede om morgenen kom ud fra handicaptoilettet med sin sovepose, var de så godt som venner.

5/2 GALDONA LIDT VEST FOR MUTRIKU I BASKERLANDET

Med te på termokanden kørte vi kl. 9 mod den spanske nordkyst, som vi også blev ret begejstrede for, da vi sejlede her i 2018. I dag VILLE vi finde en åben campingplads. Vi trængte til at få fyldt vand på, få vasket op – og måske også lidt os selv. Og Galdona Camping på toppen af et bjerg mellem Mutriku og Ondarroa lod til at være åben, og et telefonopkald bekræftede dette.

I dag kørte vi af landeveje gennem det kønne Baskerland først i grænseområdet mellem Frankrig og Spanien. Utroligt at baskerne har deres eget helt specielle og komplet uforståelige sprog Euskara med masser af konsonanter ikke mindst k,x og z, mens c,q,v,w og y mangler.

Landskabet ændrede sig hurtigt fra det flade sand og klitområde omkring Capbreton til det mere og mere kuperede jo nærmere vi kom de atlantiske pyrenæerbjerge. Også kystlinjen bliver dramatisk med lodrette klipper, men stadig med flotte strande ind imellem, hvor stor bølger slår ind selv i stille vejr.

Vi blev vel modtaget på campingpladsen. Den lod til at være familiedrevet af flere generationer, var velfungerende, men ret så gammeldags. Og så lå den i smukke omgivelser højt oppe i bakkerne med udsigt over havet.

Tre – fire rare modne damer, af den slags man typisk møder i Røde Kors genbrugsbutikker var i fuldt sving med at gøre klar til frokost i den tilhørende restaurant. Efter en køretur rundt i området til et par nærliggende småbyer vendte vi tilbage til pladsen og spiste en god og nærende frokost her. To retter, hver med tre valgmuligheder.

Erik fik som forret en kæmpe skål med sin yndlingsspise, bønner med pølsestykker, jeg nøjedes med en tomatsalat med tun og salatløg osv. Der var forbavsende mange mennesker i dette  ret specielle og rustikke spisested. Der lader til at være en del fastliggere her i campingvogne med diverse tilbygninger og verandaer. Flere vandrestier går også forbi pladsen, og måske også håndværkere eller bare folk på tur kommer her og spiser eller får en kop kaffe.

Efter maden fulgte vi en af stierne ned til la playa, sine steder ret stejl og mudret. Men en smuk tur, godt tyve minutter tog den vel.

Og stranden var som den skulle være – øde, dramatisk og smuk.

Efter en lidt hård opstigning tilbage til campingpladsen fik vi klaret vores efterhånden velvoksne opvask med vand opvarmet af en gasvandvarmer.

Længere henne i rummet stod gamle før krigstids gasapparater linet op. Resten af dagen og aftenen tilbragte vi i Folke med en spændende lydbog, Tre dage i april, kaffe og lidt andet godt. 

6/2 BURGOS VIA CASTRO URDIALES

Vi startede dagen med et dejligt varmt brusebad, og bagefter fik vi hver vores ikke mindre dejlige første spanske café con leche i baren, der også nu var godt besat med folk, også to politimænd, ertzaintza’er, kom forbi til en kop kaffe og en sludder. 

Vi kørte mod vest for at udskyde afskeden med den cantabriske kyst. Castro Urdiales var en by, vi missede under vores tur med Skærsilden, så det skulle der rettes op på nu. Vi fandt en god p.plads nær havnen, hvor vi havde udset os en fiskerestaurant.

Solen var kommet frem, og det var helt lunt, hvilket havde lokket mange folk på gaden. Vi fik bestilt et bord udenfor Alfredos, så vi havde en times  tid til at gå rundt i den både flotte og smukke by.

Klokken 13.30 sad vi så i solen med hvid dug på bordet og ventede på vores forskellige små udvalgte tapas fiskeretter, som alle viste sig at være lækre og velsmagende.

Efter maden var vi oppe omkring byens gamle kirke og borg med udsigt over hav og klipper.

Bagefter fortsatte vi ind i landet op over bjergene mod Burgos på den spanske højslette omkring 1000 m over havet. Det var en smuk, stejl og snoet tur og af rimeligt gode veje.

Klokken godt seks var vi fremme ved Camping Fuentes Blancas i udkanten af byen. En god plads med alle faciliteter og bus mod centrum lige udenfor.

Den sidste del af vejen så og hørte vi mange dyttende traktorer, der havde blokeret vejene og stadig gjorde det i den modsatte retning af vores rute, så vi kom heldigvis frem uden problemer.

7/2 BURGOS OG MOD MADRID

Om morgenen kørte vi ud og parkerede Folke på P-pladsen inden vi tog bussen kl. 9 ind mod centrum af Burgos, en af Spaniens ældste og rigeste byer. Vi blev sat af på den centrale Plaza d’Espana.

Det var bidende koldt, og sandaler, godt nok med uldsokker, både føltes og så forkert ud. Spanierne selv så også ud til at fryse jammerligt.. Vi var i det gotiske kvarter med mange smukke huse og forskellige sjove statuer allevegne.

Burgos største attraktion er den store katedral grundlagt i 1221, Spaniens tredje største, som ligger på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela. Snart så vi dens spir rage op, og vi kom ud på den store plads foran kirken.

Vi trodsede vores princip om ikke at betale entre og ofrede 18€ på katolicismens alter inklusive pensionistrabat.

Det var virkelig en imponerende bygning med et utal af forskellige kapeller og kirkerum, alle rigt udsmykkede med mange malerier og skulpturer, heraf mange hvor martyrer og ikke mindst Jesus blev pint og plaget på forskelig vis.

Vi havde kirken næsten for os selv, men efter en times tid var vi religiøst mættede og så afkølede, at vi mest tænkte på at komme ud og ind i en varm café og få os en kop kaffe.

Vi fandt snart et rart sted, hvor også chokolade med churros var på menuen. Vi nøjedes dog med et stort glas kaffe med mælk og en art bolle med med citronvanille flødeskum – en typisk Burgos specialitet fortalte den søde servitrice.

Bagefter gik vi langs floden Arlanzón og under smukke lave, stynede platanalleer tilbage og over flotte pladser.

Snart var vi tilbage ved Plaza d’ Espana, hvor vi klokken 12 tog bussen tilbage til campingpladsen. Nu var vi klar til at køre mod Madrid blot 2 1/2 times kørsel væk, men nu ville landmændene og deres traktorer det anderledes. Så vi måtte vælge en anden rute, og først klokken halv seks var vi fremme med to en halv times forsinkelse. Det meste af tiden kørte vi på øde, øde  landeveje gennem ensartede, men ret smukke landskaber. Den sidste halve time blev trafikken meget intens, men Erik fik os helskindede igennem mylderet. På grund af diverse misforståelser endte vi på en anden campingplads, end den vi havde tænkt, nemlig Camping Alpha Madrid, som var ret så dårligt omtalt på Park for night. Pænt var her ikke, men ikke så slemt som anmeldelserne antydede.

Og her var mange katte, for mange – selv efter min smag. Ud over en del håndværkere i pladsens mange bungalows, var her er også fastliggere, som nok boede her i mangel af bedre, som vi i sin tid også så det i havnene. Dameafdelingen som ses nedenfor til venstre, var som det måske anes noget obskur.

Vi gik op og spiste aftensmad i den tilhørende restaurant, hvor dresscoden var arbejdsbukser og/eller hængerøv, så vi passede fint ind. Det var ikke gourmet, mere good and plenty og med fjernsynet kørende  i hjørnet. En flink ung fyr med bøjler på tænderne i både over- og undermund servicerede os på bedste vis, mens el patron holdt sig bag skranken.

Vi valgte at sove på 1. sal, altså med teltet oppe – for mit vedkommende en dårlig beslutning. En nærliggende meget trafikeret og hullet vej gjorde det næsten umuligt at sove hvor mange puder og dyner, jeg end begravede hovedet i. Nogle gange er det en fordel med nedsat hørelse. 

8/2 MADRID OG LIDT VIDERE MOD ARANJUEZ

Vi kunne se, at den bedste måde at komme til Madrid på var med tog C3 fra stationen Cesaera små ti minutters kørsel fra campingpladsen. Og efter tyve minutters togkørsel, ikke metro, men renfe, steg vi op fra den enorme station i dybet til den store, travle plads Puerta del Sol, i Madrids centrum og et godt udgangspunkt for en “Se Madrid på tre timer” tur.

Vi havde heldigvis taget vores gamle “Turen går til Spanien” med, så vi lagde lynhurtigt en rute, hvor vi kom igennem nogle af byens væsentligste pladser. Museer, parker og alt med entreer, selv Pradomuseet må vente til en forhåbentlig  anden gang. Vi gik videre mod Plaza Mayor, Madrids hjerte siden 1600-tallet, som har lagt “krop” til mangt og meget.

En flot og harmonisk plads, hvor Kong Felipe den 3. troner højt til hest. Kun den medenstående bygning skiller sig ud fra den ellers fortløbende rødpudsede bygning, der omkranser Plaza Mayor.

Pludselig så jeg Erik omgivet af diverse teknikere og fotografer. Han lod til at blive interview’et af en ivrig yngre mand og så ud til at befinde sig som en fisk i vandet i den usædvanlige situation.

Efter at jeg i passende afstand havde cirkuleret rundt om selskabet i længere tid, blev jeg pludselig råbt an af den unge mand: “Christina, Erik’s wife, come here, we want to talk with you too”. Hmm… De, eller især Ismail, som den unge mand hed, var vist ved at lave en form for undersøgelse af turisters syn på Spanien, og der er vi jo nærmest eksperter. Så hvis vi ellers kunne se spansk TV, ville vi muligvis tone frem på skærmen på et tidspunkt.

Herefter var det virkelig på tide med en kop kaffe dels for at få varmen, dels for at fordøje det uventede mediestunt. Vi fandt et ydmygt og ikke turistet sted på Plaza de la Provincia lige i nærheden.

Efter den fysisk styrkende kaffe var vi lige inde i en kirke og lade åndeligt op og planlægge vores videre færd. Den forsatte op forbi Plaza de la Villa – rådhuspladsen, som var et mindre, men smukt torv.

Mellem andre smukke huse lå det gamle rådhus, som på smukkeste vis var blevet udvidet bagtil.

Vi fortsatte nu op mod katedralen og kongeslottet, Palacio Real fra omkring år 1750, en kolos med 2000 værelser, som siden 1931 stort set har stået tomt undtagen ved visse officielle lejligheder og så lige de 50 værelser, som besøgende, men ikke os,  mod betaling kan få adgang til.

Omkring paladset er anlagt parker, som fører videre ned mod Plaza de España med nogle af byens nyeste og højeste bygninger.

Foran et højt monument står Cervantes Don Quijote og hans tro væbner Sancho Panza, som uafladeligt får selskab af turister der står i kø for at lade sig forevige sammen med de to figurer.

Efter at have forladt Plaza d’España af Gran Via, som virkelig er lang og stor, nærmest som i USA, begyndte maven at knurre lidt. Vi søgte ind på nogle lidt mindre gader med musikanter og sjovere butikker og spisesteder.

Til slut fandt vi et lille sted, hvor man kunne få en piqnique Iberico, og det var lige, hvad vi havde lyst til, og så to gange Estrella Galicia til.

Efter denne Madrid-tour de force var vi tæt på Puerta del Sol, hvorfra toget C3 hurtigt bragte os tilbage til Folke, der stod parkeret ved stationen. Vi havde fundet en god campingplads i Aranjuez lidt syd for Madrid og ikke langt fra Toledo, som har stået højt på ønskelisten i mange år. Også Aranjuez, hvor kongefamilien har en sommer residens med tilhørende parker i bedste Versaillesstil, er i øvrigt et besøg værd.

Så omkring time senere tjekkede vi ind på Camping Internacional Aranjuez, som var  noget mere komfortabel med opvarmede baderum og varmt vand i hanerne – og uden en motorvej i baghaven. Men med lige så mange og ret insisterende katte. Om aftenen stod den på ost, nyindkøbt iberisk pølse samt rødvin i Folke – og så en forhåbentlig god og rolig nat. 

9/2 TOLEDO

Det øsregnede det meste af natten, men stilnede af på morgenstunden. Lige da vi var ved at stå op, fik jeg et af mine heldigvis ret sjældne ørestenssvimmelhedsanfald, som dog lod til at gå hurtigt over. Lidt senere da jeg sad i bilen og bøjede mig for over, vendte det dog tilbage for fuld styrke. Jeg mistede fuldstændig evnen til at fiksere, al ting for rundt i svimlende fart. Efter et par minutter stoppede karussellen lidt efter lidt, men resten af dagen bevægede jeg mig meget forsigtigt rundt og så for det meste kun lige frem – og klamrede mig til Erik, hvis der var trapper. Og det er der i Toledo, byen som siges at være den mest spanske af alle byer. Vi kørte gennem blide, grønne og våde landskaber og mødte også denne dag traktorer der sinkede os noget.

Men frem kom vi da ud på formiddagen.

Fra parkeringspladsen kom vi dog med et uendeligt antal rulletrapper op til toppen af det bjerg, hvorpå Toledo er anlagt og hvor det kæmpestore bygningsværk Alcazar ligger.

Det har fra romertiden af tjent som forsvarsværk, under borgerkrigen støttepunkt for Francos tropper, og det huser nu i genopbygget stand bla. et militærmuseum. At byen nu om dage mest af alt er lagt an på turisme, er man ikke i tvivl om, men en kølig regnfuld februardag begrænsede dog horderne. Der var et utal af butikker med middelalderlige våben og drabelige torturinstrumenter, lige noget for os.

På Toledos måske største torv, Plaza de Zocodover fandt vi en café, der skilte sig  ud fra den nærliggende Mcdonald og lignende multinationale selskaber. Stedet var vist endda berømt for deres kransekagelignende bagværk. Vi nøjedes dog med en kop kaffe. Herefter traskede vi rundt i de kønne gader og stræder, hvor mange af husene er bygget i en bestemt stil, hvor mursten ikke blot er klasket tilfældigt ovenpå hinanden og hvor natursten indgår på dekorativ vis. Byens anseelige og vist nok meget flotte katedral nøjedes vi med at beundre udefra.

I stedet kastede vi os over byens største berømthed maleren El Greco, som vi meste kendte af navn. Så lige lidt om ham:

Toledo husede i flere år den berømte maler, grækeren, som blev født på Kreta i 1541. Her startede han sin uddannelse på et kloster, og allerede som 25 årig var han en mester. Han søgte nye udfordringer først i Venedig, som da hørte under Grækenland og senere i Rom. Der følte han sig dog ikke til pas, og han drog derfor til Spanien, først Madrid og endelig i 1575 til Toledo, et religiøst og åndeligt centrum, ja byen var faktisk hovedstad i Spanien indtil 1560, hvor kong Felipe 2. flyttede sit hof og regeringen til Madrid. El Greco levede i Toledos fredelige omgivelser i 39 år ind til sin død i 1614. Som så mange malere på den tid malede han overvejende religiøse motiver, men han fik med årene sin helt egen karakteristiske stil. Nærmest tidlig præ-ekspressionistisk og til tider manieristisk i sin stil, som nogle beskriver den.

Vi startede med et af hans mest berømte malerier i kirken Santo Tomé, nemlig begravelsen af en vis aristokratisk Señor Orgaz, der faktisk døde allerede i 1323. Der skulle være indtruffet visse overnaturlige hændelser under denne begravelse, som bevirkede, at en præst i kirken Santo Tomé flere hundrede år senere mente det berettiget, at bestille et maleri af begravelsen hos El Greco. Folk stod nu  i kø for for mod betaling at se dette maleri fra 1598, hvor maleren har givet sig selv en plads. Han ses som den lille blege mand, nr. seks fra venstre i bagerste række. Og den lille dreng i forgrunden skulle vist være hans søn, senere maler og arkitekt, ret besynderligt – men det fortalte damen i billetkontoret.

Da det nærmest øsede ned, og vi havde fået lyst til at vide lidt mere om “ Grækeren”, kæmpede vi os mod strømmen af paraplyer ned til et lille museum tilegnet ham. Det var indrettet i et smukt gammelt hus, købt og restaureret  af en mand, som fejlagtigt troede, at det var netop dette hus, El Greco havde boet i. Men det var vist i virkeligheden et andet, men meget lignende.

Resultatet blev under alle omstændigheder et fint og levende museum, som gav et godt indtryk af maleren og hans liv. Især i hans sidste år blev hans figurer mere og mere overdrevent lange, leptosome, og med udpræget spidse hager.

Herefter trængte vi virkelig til at få noget input til maven, da vi jo den senere tid har droppet morgenmaden. Vi gik ind i en tiltalende lille café tilknyttet museet, hvor vi fik en sen frokost, klokken var over tre, det var aldrig gået i Frankrig…

På alle måder mætte og også lidt trætte, gik vi efterfølgende med udsigt til floden Tajo ned til Folke, hvor vi på parc4night fandt en nærliggende campingplads, som lod til at være åben.

Vi kom ret hurtigt ud af byen og efter en times tid nærmede vi os den naturpark, som campingpladsen skulle ligge i udkanten af. Det sidste stykke gik det stejlt op ad af en meget snoet vej. Til slut holdt vi foran en stor smedejernslåge med lås for. Men der gik en mand rundt inde bag ved. Ham fik vi lokket ud, og via google translate erfarede vi, at ejeren ville dukke op inden længe. Indtil da havde vi selskab af to gøende hunde, heldigvis bag hegn, den ene hund var nok den største hund, vi nogen sinde havde set.

Ret snart dukkede chefen, en yngre arbejdsom mand, op og han åbnede den tunge, knirkende låge, så vi kunne køre ind på den noget mistrøstige vintertillukkede plads. Vi var dog ikke den eneste camper, viste det sig. Stedet var lidt specielt, idet der til hver plads var et lille  metalhus med bad, toilet og håndvask OG varmt vand, 30 €/nat – et tilbud vi ikke kunne sige nej til.