Med Folke tilbage til Skærsilden 17-23/8 2022

17-18/8

Efter tre fantastiske uger i dejlige ( men også meget varme og tørre) Danmark, startede vi tilbageturen ned mod Skærsilden i Badalona et par sømil nord for Barcelona.

Vi stoppede i Rødekro, hvor Eriks lillesøster Birgitte havde inviteret storesøster Kirsten og os til frokost med lækkert smørrebrød m.m. 

Efter nogle hyggelige timer fortsatte vi sydover, mens sorte skyer trak op vestfra. Kort efter den næsten obligatoriske køkørsel omkring Hamburg åbnede himmelens sluser sig ledsaget af bulder og brag. Heldigvis drev uvejret hurtigt over, og ved nitiden trillede vi som planlagt ind på en “stellplatz” i et grønt område ved floden Weser midt i Bremen. Der var godt fyldt, men vi var heldige og fik en god plads under et af de mange træer. Der var en hyggelig stemning i aftenmørket, med guitarspil og små lamper tændt hist og pist.

Dagen efter, da vi gik tur med Chico kunne vi se, at vi lå tæt op af et stort haveforeningsområde, med ret store lodder, mange med små gamle huse. Og her var haverne ikke fyldt med alt muligt tingeltangel halløj, som ved vor seneste campingplads på vej hjem i sydtyskland, men med kønne brogede blomsterbede med georginer, asters, floks m.m. samt gamle krogede æbletræer. Og så var der floden, hvor Bremens motionsløbere, cyklister, hundeluftere m.fl. næsten trængtes om pladsen.

18-19/8-22

Videre gik det gennem Tyskland – denne dag meget af tiden på “ Die Autobahn” indtil vi kom til Mosel, som vi snørklede os langs med resten af dagen.

Lidt senere kørte vi ind på en rigtig hyggelig stellplatz helt ned til Mosel, blot med en smal sti til cykler og gående mellem os.

Vi spadserede hen til en nærliggende campingplads med Chico, og her fik vi os et godt gedigent tysk måltid. Vores seneste to stellplätze har udmærket sig ved at have toiletter, hvilket absolut ikke er det mest almindelige. Og 10-12 € for en overnatning er vel ikke urimeligt, campingpladsen som ikke var bedre tog 49 €, så middagen var nærmest gratis!

19-20/8-22

Som sædvanligt kom vi halvsent af sted. Vi faldt i snak med et (andet) ældre ægtepar, som nærmest havde camperet i hele Europa, men som ikke havde mødt andre danskere på dette års tur hidtil. Og så gik vi en tur i modsat retning af aftenturen dagen inden. Smukt, smukt og også sjovt at se de utroligt lange Penicher, der langsomt glider gennem vandet.

Nå, men endelig kom vi da videre, endnu en bid  langs Mosel ind til Trier, hvorefter vi efter en smuttur gennem Luxemburg kom ind i Frankrig. Luxemburg kunne godt friste til et senere besøg. Der var smuk natur og pænt og velholdt overalt, og hovedstaden Luxemburg havde mange smukke, gamle bygninger dramatisk placeret på høje, stejle klipper. 

Denne aften havde vi lidt svært ved at finde en stellplatz med toilet, men til slut fandt vi en i centrum af en lille søvnig, fransk landsby, Sainte-Croix. Det var dog ikke hvilken som helst flække, vi var havnet i, men selveste byen, hvorfra musketeren d’Artagnan’s hustru Anne Charlotte de Chanlecy stammede, og hvor helten må formodes at ha’ galopperet rundt med flagrende kappe og fjer i hatten og måske med sin kommende viv på bagsmækken.

At Anne Charlotte blev forladt/ellervalgte at forlade sin musketermand, som egentlig hed Charles de Bats de Castelmore, efter seks års ægteskab og at ha’ født ham to kommende musketersønner var måske ikke så sært. Hun endte med at overleve ham med ti år efter han, som kong Louis XIV’s mand, faldt i kamp i 1673 ved Mastricht i den fransk-hollandske krig.

Pladsen, som var ganske lille med plads til blot fem biler, (som alle blev udnyttede af fem forskellige nationaliteter). På den ene side lå en oldgammel, men stadig fungerende vandmølle op af et smukt vandløb, hvor de lokale kom og fik malet deres korn. Til den anden side lå kirken, hvis klokkeslag rungede ud over os og resten af byen. Og for at være sikre på at man havde styr på tiden, blev klokkeslagene systematisk gentaget to gange med ca. et minuts mellemrum. Der udover kørte lastbiler og landbrugskøretøjer forbi med jævne mellemrum hele natten. Men ellers var der stille og roligt bortset fra det nærliggende vandløbs rislen.

20-21/8 2022

Pladsen havde tilmed et smukt lille overdækket bindingsværks hus med to store træborde, hvor man kunne spise i tørvejr og delvis læ. Meget fint. Uhyggeligt var det dog at se, at at i oktober 1999 var det  uskyldige lille vandløb løbet over sine bredder i en sådan grad, at vi havde stået i vand næsten op til knæene – såfremt vi var kravlet op på bordene.

Senere på dagen var det Rhonefloden, som vi kørte langs med eller over en stor del af tiden, og frokosten, medbragt kærnecitronmælk med kammerjunkere, blev indtaget på et rekreativt område langs Rhone.

Derefter  blev vinmarkerne mere og mere dominerende og vi tænkte som så, at skulle det være, så kunne vi lige så godt slå os ned i Châteauneuf du Pape kommunen for natten. Så vi fandt endnu en autocamperplads, nær byen Orange i netop dette område ved vinslottet Chateau Maucoil.

Vi var de eneste gæster på et tilsyneladende forladt slot. Det viste sig dog, at der boede en hel flok af drueplukkere i forskellige huse op til slottet.

Nogle sagde at der var lukket, mens andre mente,  at det var helt OK, at vi camperede lidt på den plads, der tidligere havde været anvendt til overnattende campere, som så også fik tilbudt vinsmagninger – og efterfølgende køb af de sikkert liflige vine. Så vi slog os ned og nød den formidable udsigt og de herskabelige omgivelser. Toiletforholdene var dog langt fra herskabelige, men det er åbenbart, hvad man man tilbyder drueplukkere i 2022. Da vi var på aftenluftetur med Chico stødte vi på en tysk VW caravan med to friske tøser på tur. De var også i tvivl om, de var kommet på afveje, og blev derfor vældig glade for, at vi sagde god for stedet. Så nu var vi ikke helt Palle alene i vinmarkerne længere.

21-22/8 2022

Ikke en gang her fik vi en rolig og uforstyrret nattesøvn. Efter en total vindstille aften blæste det kraftigt op om natten, så det ruskede i de store gamle træer omkring os. Og ikke nok med det, vinden bragte lyden af en form for langvarig tecnokoncert med sig, så det lød, som om koncerten fandt sted lige om hjørnet. Og så var der de to tyske tøser, som kvidrede lystigt løs en stor del af natten. Det var lige før, men også kun NÆSTEN lige før at os to halvsure gamlinge bad om “Ruhe bitte”. Så da blæsten lagde sig hen af morgenstunden, faldt vi endelig godt i søvn og kom atter senere op end håbet. Men pyt, vi havde jo ikke for alvor travlt. Så vi nød morgenen, og luftede Chico blandt de yderst velsmagende modne druer. Der var nogle temmeligt søde store lyse druer og nogle mindre lige så gode mørke druer. Sidstnævnte havde en umiskendelig smag af solbær. Vi var helt overbeviste om, at man kunne lave fantastiske vine af disse druer, men fik jo desværre ikke lejlighed til at smage slottets vine.

Da vi var udgået for morgenmad, kørte vi på næsten fastende hjerter/maver videre ind til en lille fransk by, Aramon, hvor vi på torvet under platantræer indtog vores første franske café creme med to friskbagte croissanter fra byens bager.

Herefter gik det for alvor sydpå først  gennem Corbieres vindistriktet og ned forbi Avignon og videre ned lidt vest for Marseilles til Port-Saint-Louis-de Rhone og kæmpehavnen Port Napoleon, hvor vi overvejer at lade Skærsilden overvintre på land. Herefter kørte vi mod Camarquen,  hvor vi for 6 € kom med en bilpram over Rhône.

  Vi kørte videre – nu vestpå i det flade floddeltaområde med rismarker, men i de mere sandede områder også vinmarker, hvor der med store flamingofigurer reklameredes for “vin des sables”. Vi så flokke af små mere eller – nok mest mindre vilde, hvide heste gå rundt omkring på markerne.

Længere væk fra floddeltaet ligger en lang række af ret store indsøer, man kan passere langs med som regel på nordsiden. Vi havde egentlig regnet med at nå frem til Skærsilden i dag eller i det mindste til Portbou, den sidste spanske havn før grænsen til Frankrig. Her havde vi aftalt at mødes med besætningen fra La Sardina, Yourny og Jens, som vi sejlede sammen med den sidste tid ned til Barcelona. Men som tiden gik, kunne vi se, at begge dele var urealistisk eller i al fald uansvarligt, hvis man skulle overholde køre/hviletidsreglerne bare nogenlunde, så vi fandt en autocamperplads ved havnen i Gruissan, hvor vi fik en fin plads helt ned til den indsø, der adskilte os fra Middelhavet.

Her var angiveligt også (et) toilet, som viste sig at være af den ældre type med to let eleverede områder til fødderne og så et hul ned til kineserne midt i mellem. Fint nok, og egentlig også ret hygiejnisk, til folk med yngre knæ og bedre lårmuskler end os. Heldigvis var der  også et “normalt” handicaptoilet, som vi begge følte os berettigede til.

Om aftenen fik vi turens første Middelhavsmiddag, muslinger til Erik og grillede sepiablæksprutter med en god krydder/nødde pesto til mig, franskt og vældig godt.

Om natten blæste det atter – og nu for alvor rigtig op, og det hev og blafrede godt i teltoverbygningen på Folke, men der var i det mindste ingen træer her, der kunne vælte ned over os.

22-23/8 2022

Efter morgenmad i den friske vind fra nord, lidt i læ bag Folke, drog vi videre vestpå forbi Seté og Agde, steder vi evt. kan vælge at sejle “indenskærs” på vej mod Port Napoleon. Noget efter Perpignan begyndte Pyrenæerne at rejse sig.

Vi kom ind i bjerglandskabet langs kysten, hvor vi kørte af smalle, snoede veje med formidable udsigter ned i dybet til et oprørt hav, der i den grad viste sine hvide tænder denne dag. Godt man ikke var ude at sejle!

Vi passerede gennem flere charmerende små kystbyer klemt inde mellem bjergene bl.a. Banyuls -sur-Mer. På toppen af et bjerg lå så grænsestationen mellem Frankrig og Spanien, nu helt øde og forladt, med knuste ruder og graffiti på hver en kvadratcm mur. Kun de store hvide bogstaver, STOP, signalerede, at dette med en grænse en gang havde været alvorligt ment. Lidt senere kunne vi om sider langt nede se vores etapemål Portbou.

Vi snørklede os forsigtigt ned. Ud over den udfordrende bjergvej, var der også en kraftig sidevind at tage hensyn til. Endelig var vi dog fremme og parkerede på havnens store betalings parkeringsplads, hvor det af skilte tydeligt fremgik, at enhver form for camping/picnic var forbudt. Så godt at vi havde stoppet  lidt før aftenen inden. Vi fandt let vores bådvenner fra La Sardina, som lå og vippede godt og grundigt, ja der var nærmest vand på dækket.

Vi gik op i byen og spiste frokost sammen på et skyggefuldt torv. Trods kun en måneds adskilllelse var der meget at tale om. Lidt som forventet er vindforholdene på denne del af kysten og hen forbi Marseille mere omskiftelige og ofte med meget kraftige nordlige vinde, der suser ned mellem pyrenæerbjergene eller Rhoneflodsletten. Et par dage tidligere havde de i Roses, heldigvis i havn, været udsat for turens kraftigste og tilmed uventede tordenbyge med storm og hagl. Så vi har noget at glæde os til…

Lidt senere tog vi af mindre dramatiske veje gennem smukke landskaber den sidste del af turen ned til Skærsilden i Badalona.

To timer senere kunne vi parkere Folke i Badalona og sige tak for næsten en uges veludført arbejde. Skærsilden lå, som vi forventede, lige så fint og tog i mod os. Og efter at ha’ slæbt og slæbt al vores habengut fra bil til båd kunne vi endelig godt trætte sætte os ned og nyde den lune (endnu næsten for varme) og stille aften.

Fortsættelsen af sejladserne følger snarest muligt på Skaersildens hjemmeside.