Folkes hjemtur juli 2022 fra Badalona

Fredag 22/7 

Sidst på eftermiddagen starter hjemturen i max. hede og fredags myldretidstrafik,  så vi snegler os af sted. Først da vi er forbi Girona, en af de større byer, og kommer lidt ind i landet letter det. Erik havde optimistisk regnet med at nå ind i Frankrig denne dag, men indså dog at det var urealistisk. Desuden er vi da blevet så kloge på campinglivet, at vi ved at man ikke skal ankomme alt for sent, helst ikke efter 18, hvis man ikke vil møde en lukket dør – eller se et skilt med alt optaget. Denne aften var vi dog heldige på Park4night at finde en lille plads, Camping Can Coromines, ikke så langt fra den franske grænse, hvor vi smuttede ind lige før kl. 20 og fik en plads, selv om alt egentlig var optaget.

Bestyreren, i en kæk stråhat, var utrolig flink, syntes ikke at han ville sende os af sted til en ukendt skæbne. Vi var kommet langt pokker i vold ud på landet, men alligevel var stedet propfuldt( sært nok mest med hollændere). Vi endte med at få nærmest den bedste plads helt i udkanten, på legepladsen mellem to store pinjetræer og med udsigt til den store køkkenhave, som leverede grøntsager til stedets restaurant. Vi spiste dog “hjemme” – lidt flutes, skinke og ost.

Lørdag 23/7

Vi er ikke a-mennesker hjemme, heller ikke når vi sejler og desværre heller ikke som campister – ikke endnu i al fald. Det ville være mere hensigtsmæssigt, fordi man ville få en længere køretid og dermed dagdistance. Nå men vi tøffede afsted ved 10 tiden.

Da vi sandsynligvis på et tidspunkt vil sejle båden hjem op af floderne, ville Erik godt lave lidt forundersøgelser vedrørende indsejlingen til Kanal Midí og dens forbindelse til Rhonefloden. Vi kørte til Agde, ved floden Hérault’s udmunding, som synes sejlbar for os, men vi har vist stadig en del research til gode. Men det var et udmærket sted at spise frokost, så det gjorde vi, inden vi kørte videre.

Vi kørte i lang tid gennem en del af Haut Languedoc, et smukt, men barskt klipperigt, ja nærmest bjergrigt område, bl.a. en naturpark Les Grand Causses med dybe kløfter, gorge’r, hedder det vist på fransk.

Efter lidt søgen endte vi på en ældre campingplads, La Mothe, som nok havde haft sin glansperiode, men som alligevel kunne holde den gående. Le patron, en robust moden firskåren herre, hans meget lavstammede kone og deres rottweiler med øjne så store som tekopper tog i mod os. Det der med pjat med pas gik de ikke så højt op i, og kortbetaling/mobilpay var ikke noget de benyttede. 11,50 € , med hund, det var da til at overkomme, toilet og baderum var stærkt forfaldne, men ikke uhumske og herlighedsværdierne med masser af træer, bjerge som baggrundstæppe og en rislende bæk, La Mothe, tæt på opvejede det lidt lurvede indtryk. Og så kunne man købe en udmærket pizza hos en mand, der havde stillet sin mobile pizzavogn op på pladsen. Vi fik dog et chok over hvor koldt, der blev om natten og ud på morgenen.

Søndag 24/7

Da jeg gik op for at hente vores forudbestilte baguette, havde værtsparret tilsyneladende sovet over sig, og da jeg blev mødt af rallende knurren fra vovsen, vendte jeg skyndsomst på en tallerken. Lidt senere da Erik gik der over, blev han mødt af en godmodigt logrende hund… Men da var receptionen også blevet åbnet, så den ikke behøvede at agere vagthund længere. 

Vi kom, lidt med vilje, til at afvige fra ruten, for at følge en i følge skiltningen særlig smuk rute.

Og der var smukt, men vi kørte og kørte af små, smalle og øde veje og kom også godt op i højderne.

Undervejs kunne vi se, at der var en sø + en restaurant i nærheden, og hvad kunne være mere idyllisk en end søndagsfrokost ved bredden af spejlblank bjergsø. Det var der desværre rigtig mange andre, der havde planer om, så vi kørte videre og fandt omsider vores egen lille private skovsti at holde picnic på.

Under vejs kom vi igennem en landsby hvor der blev afholdt en form for byfest, bl.a. optrådte et orkester med bl.a. specielle sækkepibelignende instrumenter og dansere iført folkedragter .

Dagens køretur endte 17.55, igen fem minutter før lukketid, på campingpladsen, Thoissey Val de Saone, også en ældre, men stor campingplads. Som navnet antyder ligger den tæt på floden Saone. Der var heldigvis mange skyggegivende store træer, især platantræer, og selv om der var mange gæster, var der luft og god plads til alle, og frit valg til hvor man ville slå sig ned.

Det var fint at gå aftentur langs floden med Chico, vi så to lange flodkrydstogtsskibe passere tæt forbi hinanden i mørket. Det er jo også en rejseform, man kan overveje – når man en gang bliver (endnu) ældre.

Mandag 25/7

Vi er vist stadig b- eller snarere c-campister. Det er som om den ro, der hersker på campingpladserne, og den langsomme måde folk bevæger sig rundt på, hvis de da ikke sidder eller ligger mageligt henslængte i en stol eller drømmeseng forplanter sig til alle, der opholder sig der. Rent faktisk har vi heller ikke travlt, skal ikke være hjemme til en bestemt dato, så vi forsatte med at tage den med ro. Fik gået en tur med Chico langs floden nu i dagslys. Super frisk er han ikke, men det er tydeligt, at det allerede lidt køligere vejr passer ham godt.

Vi har konsekvent fravalgt betalingsveje, som der er mange af i Frankrig, så det er mest hovedveje, men også mange helt små veje vi kører af.

Men på den måde får man også set meget mere end på en motorvej. Også i dag kiksede det med en frokostpause på et lille hyggelig fransk spisested, enten var der mandagslukket eller også var køkkenet (helt) lukket allerede fra kl. 13.30-14 tiden, så også idag blev det frokost i det grønne, hvilket nu heller ikke er dårligt.

Klokken 17.55 tørnede vi ind på endnu en fin, smukt beliggende campingplads, Camping Les Hirondelles, langt, langt ude på landet på toppen af en bakketop med en formidabel udsigt over det bølgende landskab.

Vi var lige ved at tro, at vi var de eneste på pladsen, det var vi dog ikke, men det var tæt på. Det var et yngre par, der drev pladsen, måske arvegods, for det var ikke en ny plads. Ved siden af dyrkede og solgte de frugt og grønt, samt havde fårehold ( som vækkede os med deres brægen).

Tirsdag 26/7

Videre og videre nordpå af små veje. I dag var der så ikke mandagslukket på de få restauranter, vi passerede på vor vej gennem utallige landsbyer – men tirsdagslukket.

  Derfor blev det frokostpause ved eget bord langs en mere øde del af Mosels bred, hvilket  jo også går an. Selv om det ikke er blevet til meget fransk mad på denne tur, er det sten sikkert, at de er meget bedre til at lave flutes eller baguettes i Frankrig end i Spanien.

Kort efter kørte vi ind i Tyskland, og da vi nåede Trier, som Mosel bugter sig smukt i gennem, tænkte vi, at vi at det ville være passende med en kop kaffe med kage på en af de mange fristende café’er langs floden. Klokken havde kun lige passeret 15, så stor var vores overraskelse, da tjeneren sagde, at køkkenet var lukket, så der blev kun serveret varme eller kolde drikke og ikke kuchen, som de ellers reklamerede med. Det er da underligt! Nå, men kaffen var også det vigtigste. Vi plejer at lave den selv i Folke, men det var lidt hyggeligt at sidde og få den serveret – og så med skum på.  

 Derefter kom vi snart ud på en god gedigen tysk motorvej, og her kom Erik i lidt af et dilemma. Skulle vi lægge os i slipstrømmen af en lastvogn med 80-90 km/t og måske spare lidt diesel eller skulle den ha’ fuld skrue og til gengæld spare tid… Vi blev så at sige reddet af gong gongen – tiden til at finde turens sidste campingplads nærmede sig, og da der var ikke så mange i dette område var det om at slå til, inden  klokken slog seks. Så snart efter var vi på vej en smule vestpå mod mod et kuperet skovrigt område i udkanten af naturparken Tor. Her i bunden af en dal langs floden Rur lå så den nok den hidtil mest specielle campingplads.

Selve den ret lille plads var ganske almindelig, men vi var så at sige omringet at et stort kolonihaveagtigt område med små parceller med om-, over- og tilbyggede campingvogne i bedste tyske gemütlichheitstil. Tingeltangel, havenisser og kulørte lamper i lange baner. Noget lidt mere kønt end andet – men ret interessant.

Indehaveren, en ældre blondine med hang til katte, sagde til mig, at hvis vi betalte i aften og i bar(en), behøvede hun ikke at se pas. Så da jeg, som ikke er synderlig stærk i tysk, så spurgte om hvor og hvilken bar, trillede øjnene rundt i hovedet på hende, og hun opgav mig tilsyneladende helt. Heldigvis kom Erik nu til og fik betalt – i bargeld alias cash/sort. Ja, det havde jeg så ikke lige lært om i tysktimerne.

 Campingpladsen lå i nærheden af en ærketysk lille by Heimbach, og da vi nu (næsten) kun havde levet af flutes, pølse og ost de seneste tre dage, var det på tide med et mere solidt måltid. Valget faldt på “Der alte mühle” hvor vi fik en udmærket paprikaschnitzel mit pommes og hvedeøl fra Eifel, et lokalt bryggeri. 

Onsdag 27/7 

Denne nat havde jeg, klogt nok, fundet sokkerne frem, for også i denne dal var både natten og morgenen kold. Og morgensolen skinnede ikke længere fra en skyfri himmel. Men vi vil stadig mene, at det er bedre at fryse lidt end at være ved at gå til af varme. I dag kom vi en smule tidligere af sted – vi ville skulle jo gerne nå helt hjem i dag. Jeg var lidt spændt på, om Erik ville gøre alvor af sit spareprojekt. Men efter at han havde ligget bag en passende stor lastbil i fem minutter, tror jeg det var, og kørt max. 80 km/t, mens alle de andre personbiler susede forbi, blinkede han ud og genfandt sit gamle jeg. Uden på nogen måde at være en fartdjævel havde jeg gruet lidt for, at skulle ligge som sandwichfyld mellem to lastbiler i sneglefart gennem hele Tyskland. Så jeg venter lidt med at købe ham en blød hat. Herefter blev det ikke til flere svinkeærinder udover en kort frokostpause og en enkelt kaffepause.

Klokken 18 passerede vi grænsen til Danmark og ca. tre timer senere trillede vi ind på vores gårdsplads.