3/6-22 Farvel til Mar Menor og goddag til Torre Horadada

Undervejs på Chicos morgenluftetur fik vi lidt morgenmad til ingen penge på en lokal cafe, hvor vi tror,  vi var de eneste turister – lidt af en bedrift i Spanien. Sært nok mindede såvel tjeneren her lige som ham fra i går aftes på El Tropical om den udmagrede og sørgmodigt udseende skuespiller Massimo Troisi fra den fine italienske film “Il postino”. Han døde 12 timer efter filmen var færdigoptaget af et hjertetilfælde, men fik posthumt en oscar for sin præstation.

Lidt senere fik jeg endelig taget hul på badesæsonen i Mar Menors lune salte vand, som heldigvis ikke lugtede råddent (endnu). Men i begge byer kunne vi se, at der allerede nu blev gjort en stor indsats for at fjerne tang fra strandene.

Kort efter krydsede vi atter det lille hav og sejlede ud i Middelhavet mod Torre Horadada en lille by små ti sømil længere oppe af kysten.

Indtil videre har det været den rene magssejlads med en del motor, men det har egentlig passet os alle godt – ikke mindst Chico. Godt med lidt tid til at finde søbenene frem.

Den lille havn lå smukt og godt beskyttet mod nordenvinde af en stor klippe med det tårn, som indgår i byens navn, på toppen. Der var vist ikke andre gæstesejlere end os i havnen. Og det var der nok flere grunde til. Dels sandede indsejlingen ofte til og de havde netop nu gang i det helt store gravearbejde. vi måtte hive både køl og ror op, da der kun var 1,2 m dybt i indsejlingen, dagen efter dog 1,5 m.

En meget gestikulerende og talende mand på en flåde udenfor havnen dirigerede os på dramatisk vis ind i havnen, hvor vi fik anvist endnu en god langskibsplads. Vi havde hørt, at havnen var mere eller mindre faldefærdig, og det viste sig at holde stik. Revner og sammenfald af betonen og diverse berettigede afspærringer. Også de få sanitære installationer var nedslidte, men nogenlunde rene. 

Også her var der en fin palmepromenade højt hævet over stranden, hvor sand og grus fra uddybningen af sejlrenden tårnede sig op. En enkelt strandbiks havde dog til manges glæde åbent. Mens jeg badede fik Erik i selskab med Chico sig et stort krus sangria, senere tilsluttede jeg mig med et mindre et af slagsen.

 Enkelte britiske turister havde fundet vej til byen, som ellers var en stille by mest for de lokale. Generelt forsøger vi at undgå de tårnhøje turisthelveder, som der er alt for mange af langs kysten.
Det skal nævnes at de lokale katte her var ret så kradsbørstige. Stakkels Chico som uskyldigt luntede af sted på fortovet blev pludseligt konfronteret med hele to hvæsende og krumryggede af slagsen. De havde ligget på lur under en bil foran “deres hus” og kom nu frem iført halsbånd og pelsen strittende ud til alle sider. Her vogtede de med al tydelighed, så vi fortrak i al hast.

2/6-22 Mar Menor 

Efter en rolig morgenstund, og endda en morgendukkert for Eriks vedkommende hev vi (Erik) ankeret op. Og nu tog vi så endelig ud på af os ubesejlede vande. Vi ville ind og se det henholdsvis berømmede og udskældte Mar Menor, Murcia’s store saltvandsindsø. Berømmet pga det beskyttede farvand med både højere saltindhold og vandtemperatur året rundt. Udskældningen beror på, at der pga kraftig brug af kunstgødning under den intensive dyrkning af alle de tomater og andre grøntsager, vi senere køber i bl.a. DK, bliver udledt store mængder nitrat og fosfater i Mar Menor. Dette giver især sidst på sæsonen kraftig algevækst, fiskedød – og ildelugt. Så der er modsat rettede interesser mellem fødevare- og turistindustrien.
Vi var først ovre i den nordvestlige del, det vist nok ret mondæne Santiago de la Ribera, hvor vi lagde til i en tilsyneladende ubemandet mindre Marina tilegnet det “bedre” selskab med pool osv. Vi gik en tur langs den nydelige palmepromenade og indtog den næsten obligatoriske café con leche, mens vi studerede det ret så sparsomme folkeliv.

Stranden så fin og nydelig ud med sandbund og klart vand, men alligevel virkede det mere som en sø end et hav. Ikke at der er noget galt med det… og som lovet var vandet her tydeligvis varmere. Tilbage i båden blev vi opsøgt af en marinero, som oplyste os om, at hvis vi ønskede at ligge der natten over, kostede det 40 €. Det syntes vi var vel dyrt, så vi stævnede ud igen og sejlede lidt sydpå til Los Alcazares, et sted som mindede en del om det forrige, men lidt mere livligt og folkeligt.

Selve havnen var ret hyggelig med store træterrasser og sikkert med liv og glade dage i højsæsonen – og langt billigere. Vi blev anbefalet en restaurant af havnepersonalet, El Tropical og det var uden tvivl byens bedste. Vi “trængte” til noget kød efter fisk mig her og der, så vi bestilte iberisk gris, som virkelig kan smage himmelsk – og det gjorde det her. ØF!

1/6-22 Cabo de Palos

Første juni sejlede vi som planlagt ud af Cartagenas store havn. Lidt vemodigt at sige farvel til en by/havn vi var blevet så glade for.

Vejret og havet  var ganske stille, så vi kunne gentage sidste års succes med at ligge for anker lige nord for fyret ved hyggelige Cabo de Palos.

Selv om det var tidligt på sæsonen, var der også denne gang rimeligt megen gang i vandaktiviteterne så som SUP, svømning og roning. Men vi var de eneste, der lå for anker her denne gang.

Vi var lige et smut inde ved stranden med gummibåden for at lufte Chico og fik en kop kaffe inde på en af havnecafeerne. Badevandet var allerede lunt, men af uvisse årsager blev det ikke til andet end lidt sopning. Aftenen tilbragte vi i båden med lynstegte tunsteaks og andet godt. Og der rørte sig knapt en vind hele natten – og ingen dønninger.

Cartagena 29/5-1/6 2022

Efter en uges spændende køretur lidt på kryds og tværs med Folke ned gennem Europa, nåede vi endelig ned til Skærsilden, som lå fint, omend støvet af Saharas sand, og ventede på os. At vi tog bilen var dels for 13 år gamle Chicos skyld, dels fordi vi havde en del sager med, og endelig fordi vi så fik lejlighed til at se nogle for os nye, smukke og spændende steder. ( Link til Folke).

Da båden umiddelbart så pæn ud under vandoverfladen, besluttede vi at springe optagning og bundmaling over i år – og spare de 7-8 tusind kroner, vi havde fået tilbud på. Så ud over den almindelige klargøring og tilrigning af Skærsilden fik vi tid til at nyde Cartagena endnu et par dage. Det er virkelig en by med sjæl og mange kvaliteter.

Allerførst opsøgte vi dog et af de utallige Pharmasiaer, hvor jeg fik noget antiinflamatorisk cortisonsalve til mine kløende og byldedannende myggestik erhvervet under de ellers idylliske olivenlunde i højlandet på vores seneste campingplads på turen ned.

Ellers fik vi bl.a. langt om længe set byens berømte rådhus indefra, og vi så endda også byens kvindelige borgmester, som var på charmeoffensiv blandt denne dags mange besøgende skolebørn.

Vi kom også op på toppen af et af byens store fæstningsanlæg, hvorfra der er mange gode udsigter.

Rent kulinarisk fik vi bl.a. genbesøgt vores favoritrestaurant i fiskerihavnen, Santa Luzia, hvor der under livlig snak bliver spist fisk og skaldyr til den store guldmedalje.

Og inde i byen fandt vi på det smukke San Francisco Torv en “fusionstapasrestaurant”, hvor vi fik nogle virkelig fantasifulde og anderledes smagende småretter. 

Sommervarmen var endnu ikke rigtig sat ind, så vi og ikke mindst Chico kunne nå at akklimatisere os lidt til varmen og priserne, sidstnævnte kunne dog være værre.