Cartagena og et smut til Cabo Palo 13-17/9

Cartagena og et smut til Cabo Palo 13-17/9

Mandag 13/9

Såvel vejr ( gråvejr og lidt regn), vind og ikke mindst vand- og madsituationen gjorde, at vi efter morgenmaden hev ankeret op og sejlede de tolv sømil mod sydøst til Cartagena, som nok ender med at blive vores vinterhavn.

Vi sejler rundt om det mindre Cabo, som afgrænsede vores ankerbugt.
Senere passerede vi det nedenstående meget større og 305 m høje Cabo Tinoso nær Cartagena, men uden selv at få foreviget det.

LIDT HISTORIE:

Usynlige fra havet var kraftige engelske kanonbatterier på en 1,8 km lang strækning blevet opstillet på Cabo Tinosa i 1920-30’erne for at beskytte Cartagenas flådehavn, og under den spanske borgerkrig generede blot en enkelt affyring herfra Francos flådeskibe så voldsomt, at alene kendskabet til disse fremover var nok til at holde fjenden på afstand. Men altså ikke nok til at hindre at general Franco gik sejrrigt ud af Borgerkrigen 1/4 1936. Batteriet var aktivt indtil 1994.

Caboet og kysten set oppe fra i solskin ( men desværre ikke af os)
Vi måtte nøjes med en lidt dyster velkomst til Cartagena

CARTAGENA er anlagt ca 227 år før Kristus fødsel  af en feltherre, Hasdrubal, fra Karthago og har siden været under skiftende især arabisk/romersk herredømme, indtil den sluttelig blev en del af Spanien. Der er rester af ikke mindre end to romerske amfiteatre begge anlagte kort før Kristus fødsel. Det  ene beliggende under den nu nedlagte tyrefægterarena, det andet først opdaget i 1980’erne er nu udgravet og fremstår som byens hovedattraktion. Den beskyttede naturhavn har været hjemsted for den spanske flåde gennem århundreder, og byen var en af de sidste bastioner, som Franco og nationalisterne/fascisterne indtog under borgerkrigen. Der er i det hele taget meget at se på og foretage sig i denne gamle by med godt 200.000 indbyggere.

En elegant by – her Plaza del Ayuntamiento med rådhuset

Efter ikke at ha’ spist ude siden torsdag og i det hele taget ikke ret meget og tilmed at ha’ tæret på nødrationerne ( dåsesardin og makrel og tørt brød til frokost og en dog OK tortilla med køleskabets rester + en dåse tun syntes vi, at det var på tide med en frokost ude i dag.

Vi fandt en godt skjult, men vel besøgt restaurant ned til fiskerihavnen, Club Nautico Sct. Maria, hvor vi fik bl.a. lubino, en god gammel kending.

Vi fik fyldt vand på og klaret en ret stor opvask og efter en uge uden ferskvand, var det skønt at få vasket hår med mere under en bruser.

Om aftenen havde vi besøg af Mr. John med frue. De kan virkelig fortælle meget ude fra de store have til os småturssejlere, der bare sejler rundt i vores egen baghave.

Og som noget helt usædvanligt fik vi denne dag ikke blot fyldt ferskvand på båden, men også på vores kroppe, i form af noget så sjældent som ( lidt) regnvejr!

Tirsdag 14/9

Endnu en ret så blæsende gråvejrsdag. En god dag at ligge i havn. Vi fandt ud af at der, ud over den ret almindelige toilet- og badebygning centralt i havneområdet, i den perifere ende var en nybygget pavillon med lounge, lækre baderum og vaskemaskiner. Så der fik vi endelig vasket tøj. Der udover blev der gjort tiltrængt rent i båden. Og så fik vi næsten afsluttet en aftale om et halvt års vinterplads her i havnen. Resten af dagen, hvor solen brød frem, gik vi på oplevelse i Cartagena, som lader til at være en en tiltalende by med meget at byde på. 

El Zulo – en kæmpe skulptur ved havnefronten tilegnet terrorismens ofre

Onsdag 15/9

Vi havde tænkt os at tage en tur lidt nordpå til Cabo de Palo og ligge for anker der et par dage, men regnvejrstunge skyer og for meget vind fik os til at ændre mening. Så det blev i stedet en lidt dyster dag, hvor energien ikke var på toppen. Vi havde ellers fået nogle nye flinke engelske bådnaboer Marc og…?, som syntes, at vi skulle komme over til et glas vin senere på dagen. Det blev, heldigvis, ikke til noget. Det er ikke altid, at man orker “Hvor kommer I fra, hvor skal I hen o.s.v.” Marc nåede dog, næsten med tårer i øjnene, at fortælle os, at en stor del af Esteponas smukke bagland var gået til under en af de seneste voldsomme skovbrande. De havde ofte ligget i Esteponas havn i længere tid og da vandret i de bagved liggende bjerge. Trist.

Vi havde jo igen fundet cyklerne frem, men dagens udflugt begrænsede sig til en indkøbstur i regnvejr for at købe nye forsyninger i Marcedonia – et af de rigtig gode supermarkeder længere oppe i byen; de har tilmed ofte lammekød.

Torsdag 16/9 Cabo de Palo

I dag skinnede solen, og vinden havde lagt sig. Så  efter at have benyttet de fine nye baderum sejlede vi nordpå langs den stejle klippekyst mod Cabo de Palo. Her er en lille havn, hvor man, såfremt der er plads, kan ligge gratis langs en kajkant i yderhavnen.

Ellers er der mulighed for at ankre på nordsiden af Caboet langs en lang sandstrand, der grænser op til den store indsø Mar Menor. Der var, næsten som forventet ingen havneplads til os, så vi sejlede om og lagde os for anker i den store bugt, hvor der var læ for den aktuelle sydvestlige vind, men helt åbent mod øst. Lidt længere oppe af kysten er højhuse skudt i vejret, så skylinen næsten minder om New York, hmm.

Noget af en skyline – og bagved ligger Mar Menor
Isla Grosa, en vulkansk ø ses i det fjerne
Ud for os var husene lavere – og stranden bredere end den her synes at være

I løbet af aftenen kom yderligere to både til ankerpladsen. Men ikke nok med det. Vi havde en livlig trafik lige udenfor hele aftenen. Først nærmede et kæmpestort krigsskibslignende fartøj sig, som satte fire mænd ud i en stor sort gummibåd. Og ganske rigtigt – fik vi besøg af tolderne igen. Denne gang til lammekoteletter. De sagde dog pænt farvel, da de så vores kvittering fra et par dage siden. Da mørket var ved at falde på hørte vi gurglelyde tæt på båden, det var et større optog af langturssvømmere, lang tid senere vendte de tilbage igen tæt på båden.

Hej med Jer

Da det var blevet rigtig mørkt, kom en kolonne af stand-up padlere tæt forbi, kun oplyste af den morild de selv frembragte. En times tid senere vendte også de tilbage. Men så faldt der ro på, det eneste der distraherede var, at nu da vandtanken var godt fyldt, frembringer den nogle lyde, donk, donk, der kan minde om et dårligt regaeband.

Fredag 17/9

Næsten solopgang/månenedgang kl. 8.14 over fyret på Cabo Palo

Erik startede dagen med en morgendukkert, jeg ventede en timestid. Selv om det er dejligt at ligge for anker, ville vi nu alligevel prøve, om vi kunne få en af de få gratispladser i havnen, da vinden så ud til at ændre sig. Så sidst på formiddagen sejlede vi ind, og sandelig om der ikke nu var en plads alleryderst i havnen langs molen op til restauranterne og med en primahavudsigt til den anden side. Lidt længere inde findes et større havnebassin, hvor fiskere og privatejede både ligger. Og ikke at forglemme de motorbåde som i fast rutefart sejler dykkere ud til området omkring Caboet. Hele området er meget populært at dykke i, men da området samtidigt er beskyttet, må dykningen kun foregå fra de autoriserede dykkerbåde. Bare lige for en ordens skyld vil jeg lige nævne, at der gemte sig næsten lige så mange kvinder som mænd i dykkerdragterne.

Fin lille havn – i stille vejr


Vi sidste frokost på CP8 ( ikke en benzinstation eller et maskingevær), caldera med rovinafisk i – så lækkert. Her er ikke så meget egentlig by, men der er en dejlig stemning , og stranden som vi gik over til efter frokosten er perfekt at bade fra. Så vi udsætter nok tilbagesejladsen til Cartagena længst muligt, til søndag eller mandag.

Ligner – jeg ved godt hvad – men det smagte virkelig godt

Den lille havnepromenade langs vores bådplads blev meget livlig om aftenen, og selv om det blæste en del, blev restauranterne godt fyldt op. Det er utroligt så højt, hurtigt og meget spanioler kan snakke. Derudover var der live musik med en meget stor, i fysisk forstand, sanger. Så der var nok at se og høre på. Før vi gik til køjs, gik vi en aftentur, med den nu ikke nærværende hund, rundt om caboet ad små stier. Der lå mange flotte villaer med formidable udsigter ud over havet. Her kunne man godt bo for en stund. Desværre lagde blæsten sig ikke, og selv om den kun lå omkring 7m/s, var det nok til at bølgerne, der kom ind lige rundt om havnehullet, fik Skærsilden til at hugge ubehageligt ind mod molen trods fenderne. Og lyden af evigt brusende vand mod stævnen var også ret så voldsom. Så selvom det på ingen måde nærmede sig vores nat i San José, var det alligevel ikke nogen god søvn, vi fik.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: