Langs Solkysten til Marbella og Benalmadena 12-15/8 2021

Langs Solkysten til Marbella og Benalmadena 12-15/8 2021

Torsdag 12/8

Efter endnu en nat med hundeglam fra værftet ( men nu  uden indgriben fra Erik), sagde vi farvel til Estepona og sejlede mod Marbella, hvor der er to havne. Marbella er Costa del Sol’s perle med en smuk gammel bydel og en masse flotte parkanlæg. Vi kom efter fire timers motorsejlads frem til den den havn, Bajadilla,  vi helst havde ligget i, fordi den lod til at være mest fredelig. Men der var “todo ocupado”, så det blev Puerto Deportivo de Marbella, hvor vi med nød og næppe fik en plads til en 12 m båd…

Der lægges til ved ventepontonen – omgivet af hidsige vandscootere

I vores nabo til den ene side, en stor motorbåd, holdt et større selskab af velnærede, højttalende, spisende og drikkende spaniolere m/k/børn til. De kom fra Provinsen Extramadura langt  inde i landet. Ejeren af båden viste sig at arbejde med køb og salg af traktorer i Danmark! Og endnu en gang var Chico “icebreaker”. De havde selv fire hunde hjemme.

Vi fandt en café ved stranden og med Chico og kunne vi kun bade på skift. Vi trængte i den grad begge til at blive afkølede. Spanien har hedebølge i denne periode, og det er næsten ubehageligt varmt.

Badning på skift

Om aftenen genså vi den gamle bydel med bl.a Appelsintorvet, som vi besøgte for over 25 år siden. Men hvor var der uhyggeligt mange mennesker, så her barrikaderede vi os bag vores masker en stor del af tiden.

Plaza de Los Naranjos
Meget at fotografere
Også fotografen fotograferes
Hola Espana
Liv og glade dage

Tæt ved havnen fandt vi en restaurant, som blev drevet af en fiskeriorganisation, og som så god ud.

Lykken er – en lille skive sværdfisk
Og jeg en lubina, robalo på portugisisk, sea bass på engelsk og havaborre på dansk vist nok – men helt sikkert vores yndlingsfisk

Om aftenen blev larmen fra fra vandscootere afløst af discorytmer, og en stor del af natten var der i den grad gang i nattelivet. Så det var som lovet en “noisy”, men alligevel OK havn at ligge i.

Illumineret natteliv

Fredag 12/8

Vi vågnede til den gentagne lyd af tågehorn. Men da vi stod op var luften atter klar, og de flotte bjergkamme bag byen tegnede sig skarpt.

Ingen tåge

Vi gjorde derfor, ved titiden skib klar til at sejle mod Benalmadena, hvor planen var at lægge Skærsilden, mens vi kørte hjem i Folke til Williams konfirmation 28/8. Men på ingen tid, nærmest mens vi slap fortøjningerne, lagde tågen sig atter over havnen. Jeg var ret bekymret og havde helst vendt om, men Erik mente,  at solen hurtigt ville brænde tågen væk, så vi fortsatte ud i den grå intethed. Som så ofte ved tåge var havet helt roligt, og ingen vind rørte sig ( til at blæse tågen væk). Der var virkelig dårlig sigtbarhed, så vi holdt godt udkig efter andre både, havde lanternerne tændt og blæste i tågehorn. Heldigvis mødte vi kun én motorbåd og én fiskefarm, som begge blev undgået, undervejs. Ved middagstid lettede tågen endelig, og vi kunne atter “nyde” indsigten til de mange hotelsiloer, der nu for alvor prægede kyststrækningen. Vi havde heldigvis fået lovning på en 3 ugers plads i Benalmadena, men også denne gang til en større båd og dermed dyrere plads end beregnet. Men havnen her er stadig det bedste bud på en sikker havn tæt på Malaga, som vi har bestilt flybilletter tilbage til 30/8 efter Williams Konfirmation 28/8.

Yderst i havnebassinet lå denne halvsunkne hjuldamper
Orientalsk stil

Vi har fået en plads helt inderst i den store Marina. Vi ligger med bagenden til lige op til en stor parkeringsplads ikke så charmerende, men pyt. Området bag hovedhavnen er meget orientalsk anlagt med ferieboliger med spir og kupler i nygammel byggestil og med egne bådpladser i en tilknyttet inderhavn. Også her myldrer det med mennesker og butikker, hvor alt kan – og helst skal købes.

Atter tåge

Vi havde dårlig lagt til, før tågen atter lagde sig som en dyne også over dette sted. Så nu var jeg alligevel glad for, at vi forsatte formiddagens sejlads. Også i dag var varmen ulidelig, så jeg var ovre ved stranden for at bade. Der var dog ikke megen køling at hente i det dovne plumrede vand, tror det var første gang, jeg har badet i tåge…

Vi hørte en udtalt skræppen fra palmerne langs stranden og opdagede efterhånden de mange parakitter

Vi fandt busstoppestedet, hvorfra Erik kan komme til Estepona efter Folke, og senere blev der hentet to rigtig gode pizzaer, som blev indtaget i båden med udsigt til de mange forbipasserende mennesker – og biler.

Lørdag 14/8

Efter endnu meget varm nat med surrende og stikkende myg tog Erik om formiddagen bussen mod Estepona. Egentlig havde jeg tænkt mig at gå over og bade og måske få lidt wellness hos en frisør og få farvet mine kridhvide øjenbryn og vipper, men en ulidelig varme godt over 30 grader og vindstille gjorde, at jeg befandt mig bedst under dæk og under vores nyindkøbte ventilator sammen med Chico.

Ud på eftermiddagen vendte Erik tilbage i Folke, som blev parkeret oppe på kajen lige over for Skærsilden. Praktisk med tanke på vores påtænkte hjemrejse dagen efter.

Heden var nu lidt mindre udtalt, så vi gik over til stranden på den anden side af havnen, hvor vi fandt en ledig kvadratmeter eller to at sætte os på mellem alle de farverige parasoller.

Erik gør klar til badning

I dag var vandet sjovt nok friskt  og dejligt, hvis man kom et stykke ud og bort fra de mange andre badende, som udsendte en umiskendelig duft af især kokossololier.

På vej tilbage til båden gik vi gennem 1001 nat byggeriet og fik os et glas sangria, mens vi betragtede folkelivet rundt om os.

Man skal vel ha’ sangria mindst en gang i Spanien
Men det kan åbenbart gå galt
Udsigt fra den lille bar/ arrest

Tilbage i båden pakkede vi og gjorde klart til hjemrejsen dagen efter. Vi ville spise ude for at gøre det nemt for os og fandt en sikkert udmærket restaurant. Men Erik fik det ret så pludseligt mere og mere dårligt. Var enormt tørstig, frøs og hakkede tænder og var helt bleg. Hvad var nu det? Bådsygeplejersken var rådvild og ikke så lidt bekymret. Patienten fik vand og modstræbende mit sjal over sig. (Og det var IKKE pga for meget sangria).

I Aladdins hule. Erik ser ikke dårlig ud, men det var han!

Appetitten, begges, var minimal, men vi tænkte, at det nok alligevel var godt at spise lidt. Så noget af paellaen kom da ned, mens resten kom med hjem til Chico, som spiste med god appetit

Hundemad…


Jeg sov – eller prøvede på det for første gang i agterkahytten, så Erik kunne få lidt mere plads at røre sig på og ikke smitte mig, hvis det var noget smitsomt, der var på spil. 

Søndag 15/8

Heldigvis klingede symptomerne af i løbet af natten, og selv om ingen af os var synderlig friske, følte Eriks sig rask nok til at starte hjemrejsen til Williams konfirmation som planlagt. Det nærmeste vi kom på en årsag til ubehaget, var nok en overophedning af kroppen kombineret med den belastning afhentningen af bilen i Estepona og den intense trafik udgjorde. Det var virkelig skrækkelig varmt i disse dage, og han havde også gået en ret lang strækninger i middagsolen fra busstationen til havnen i Estepona. Så vi var meget lettede over, at ildebefindendet var ovre og glædede os nu nærmest til at komme ind i Folke og sidde der i den dejlige kølighed de næste dage under hjemturen.

Hjemrejsen, der tog fire dage, kan ses på “ Folke på eventyr” https://skaersilden.dk/?page_id=13263


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: