La Linea de Conception / Gibraltar 4-8/8

La Linea de Conception / Gibraltar 4-8/8

Vi ligger ved næstinderste bro sammen med de andre helt små både, men med tættest og bedst mulige udsigt til den ikoniske Gibraltarklippe. Lufthavnen har vi så at sige også i vores forhave. Sjovt at se flyene lande og starte – heldigvis uden særlig megen støj.

Vores fine udsigt
Aftenudsigt til den anden side

Vores nye “orcabekendtskaber” lå også i havnen, men ved to andre broer. Men herfra skiltes snart vore vande, Aleta sejler mod Menorca og Afrita til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika, men vi nåede at få en hyggelig aften ved den lokale havnebar. Pigen Wicky havde, trods vaccination skræmmende nok pådraget sig Covid 19 undervejs og ligget syg i 11 dage i Lagos, men var nu næsten helt frisk igen.

Selve byen ser ret kedelig ud med en masse høj og nyere bebyggelse, som ikke synes synderligt turistbaseret. Der er masser af palmer og anden beplantning og også her en del cykelstier. Der er to mindre strande ud mod Algeciras bugten og en anden lang, lang strand med enkelt strandcafeer mod øst. Og vi har besøgt dem alle (strandene).

Erik og Chico holder øje med ….
MIG mens jeg bader fra denne folkelige, ufashionable strand, men med det dejligste klare vand. Pigtrådshegnet danner grænse til Gibraltar
En anden mere fashionabel strand øst for Gibraltar.
Med en fin lille strandbar
Småfisk og andet godt friturestegt i savsmuld eller lignende – en sikker vinder hos os

Inde midt i byen findes en ældre bykerne med gågader og fine torve. Især torvet omkring kirken var hyggeligt og fuldt af liv og ikke mindst af caféer og restauranter. Utroligt hvad der bliver sat til livs – ikke bare af Erik og mig.

Bliver aldrig træt af denne slags huse
Mere spansk fås det vel ikke…
Er der noget bedre end en god kop café con leche – med udsigt

Vi kom jo ikke uden om at besøge det af mange så berømmede Gibraltar, så vi tog cyklerne om fredagen og begav os sammen med en masse mennesker og biler m.m. gennem paskontrollen og over landingsbanen efter at ha’ ventet på et landende fly. Meget sjovt.

Se til højre – der kommer fly
Og så fuld fart fremad

Først så vi den nye Seafront med høje nye hotelller, casino samt Marina. Mondænt og flot.

Nyt, dyrt og vel også ret flot
Lidt blomster blev der også plads/råd til

Siden kom vi ned på byens gamle, hyggelige torv med udsigt op mod Gibraltars ældste bygning, en rustik maurisk borg. Her indtog vi en gang nærmest obligatorisk “Fish and chips”, som dog ikke får mange kokkehuer.

De uundgåelige britiske og mest fotograferede telefonbokse
Erik poserer på det fine gamle torv
Nogle ser dybt i glasset – andre mere højt over dette, mens der ventes på fish and chips
Smagte desværre ikke bedre end det så ud

Endelig indtog vi hoved indkøbsgaden, som minder en del om Strøget i København på en meget varm sommerdag – blot med flere spiritus og juvelerbutikker. Gisp og gab… når man ikke er i shoppinghumør.

Der blev nu ikke købt så mange diamanter denne dag
Gade op og gade ned…
Gibraltars militære fortid fornægter sig ikke

Efter at ha’ hvilet os lidt og fået normaliseret kropstemperaturen i en kirke, cyklede vi udmattede hjem til Skærsilden.

Skønt med en svalende kirke, hvor intet – udover måske et gulnet postkort var til salg

Efter en hviledag drog vi på cyklerne, nu næsten vanevante atter over landingsbanen op mod kabelbanen, der fører op mod Gibraltarklippens top. Men jo nærmere vi kom jo mere skræmmende så gondolen, der dinglede hjælpeløst i den stærke blæst mod den stejle grå klippe, ud. Så det endte med, at vi tog en minibusudflugt, hvor vi blev transporteret op og rundt til de forskellige seværdigheder på bjerget på en for os mere betryggende måde.

To stolte herrer. Vores ven Lord Nelson mistede under diverse søslag først synet på sit ene øje, tre år senere sin højre arm for 10 år senere at få sit banesår i 1805 ved Capo Trafalgar.

Vi så Punto de Europa med fyrtårnet, Herculessøjlerne, nogle fantastiske huler, hvor der var et flot lysshow og senere nogle sindrigt udhuggede lange tunnelsystemer tilbage fra “Den store belejring” fra 1779-83 ( hvor Spanien og Frankrig forsøgte at tilbage erobre Gibraltar fra briterne).

Fyrtårnet fra 1841 ved Punta Europa – Gibraltars sydligste punkt
Flot udsigt
Herculessøjlerne i miniformat

Den græsk/romerske gud Hercules spaltede iflg. legenden med de bare næver et klippemassiv i to søjler Gibraltarklippen og på Afrikasiden Jbel Musa massivet. Søjlerne skulle ha’ båret indskriften “Nec plus ultra” – der er intet uden for ( på Atlanterhavet)… Og der er faktisk lidt hold i legenden, idet der for ca. fem millioner år siden ikke længere var forbindelse mellem Middelhavet og Atlanterhavet, og Middelhavet var pga fordampning udtørret. Men en sprække, senere Gibraltarstrædet, opstod og i løbet af de næste 100 år “genfødtes” Middelhavet – hvis jeg har forstået det rigtigt.

Motiv fra menneskeskabte huler. Det var noget af en bedrift at hugge disse utroligt lange hulegange ud i det hårde bjerg med primitive redskaber.
Højt op – langt ned

Sidst, men ikke mindst besøgte vi de frække aber oppe langs bjergsiderne. Der er omkring 200 aber fordelt på fem familier bosat i forskellige områder.

Der var mange, der som os havde valgt denne måde at komme op og rundt på.
Aber her og der og alle vegne
Der nusles og pusles

De er nysgerrige og nærgående, så det var klogt at rulle vinduerne op. Men de ønsker selv at bestemme, hvor tæt man må komme på dem. Dette erfarede en ung pige på den hårde måde, idet hun blev bidt i benet, da hun forsøgte at passere en gruppe aber med unger på en stejl snæver trappe. Hun nærmest fløj som en skrigende – og blødende raket det sidste stykke op af trappen.

Guiden og den skræmte turist

Vores guide, som var “ bevæbnet” med en kort lille pisk, gik ned og splittede abegruppen ad, så en tiloversbleven ung skræmt fyr turde vove sig op til sine venner. Guiden var i øvrigt vældigt gode venner med flere af aberne, især Jack, kløede han under hagen og gav godbidder.

Hertil og ikke nærmere – efter gensidigt ønske

Alt i alt blev det en god, men også ret dyr udflugt, som dog var pengene værd.

Og alene udsigterne var jo nærmest ubetalelige. Her mod vores havn.
Her mod nordøst

Hjemme i havnen var der også sket ting og sager. Vores humoristiske, flinke polske unge naboer fortalte malende, hvordan en bil var blevet parkeret tæt på kajkanten, manden gået over mod på restauranten tæt ved, MEN desværre havde han glemt at trække håndbremsen, så bilen trillede langsomt, men sikkert ud over kajkanten, ned i bassinet, drev et pænt stykke ud, hvorefter den sank til bunds…. Helt ude af syne, men heldigvis uden passagerer og ej heller til gene for vores snarlige afrejse.

Denne bil, også set i havneområdet, har nok ikke været en tur i vandet

Man møder mange specielle og søde mennesker, når man sejler og vores polske naboer i båden SNUFKIN føjede sig til den snart lange række. De kom fra Warchawa, hun Agnescheka var skulptør og underviste på “ School of fine arts” og han ( svært navn) var kunstmaler. De havde sejlet før men havde nu holdt en slags sabbatår og købt båden i England for godt et år siden. De var nu, noget bekymrede for orcaerne, på vej hjem efter at ha’ sejlet rundt i Middelhavet. Han havde allerede fra sejlads i Patagonien med et ekspeditionsskib set, hvor dygtige og uhyggeligt udspekulerede jægere spækhuggerne er.

Vores sympatiske bådnaboer

Navnet SNUFKIN er iøvrigt det engelske navn for Mumrik, den filosofiske vagabond med hat og pibe, der drager sydpå om vinteren og nordpå om sommeren. ( Karakter fra Tove Jansson’s Moominserie). Så vi fik også en god lille snak om bådnavne med en vis form for spiritualitet – såsom f.eks vores Skærsilden og i sin tid IBMklubbens Kongkurs, den første båd vi sejlede sammen i.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: