Torsdag 22/7 til søndag 1/8. På tur med Camilla og William

Torsdag 22/7

Dasedag i Albufeira. Dog præget af at Erik nok havde fået blærebetændelse – noget man ikke skal spøge med. Så Erik blev noget modstræbende slæbt med til Centro de Saude (sundhedscenteret), hvor vi ventede i timevis, inden han endelig fik en recept på antibiotika.

Bagefter var vi alle nede på den store strand og bade – undtagen Erik, som nu havde en god undskyldning for ikke at bade den næste uges tid.

Jeg var taget i forvejen ned på stranden og fik en uhyggelig og dramatisk oplevelse med en ung pige, som lå halvt tilsandet, bleg og livløs i strandkanten i sin gule bikini. Om hun nær var druknet eller hvad, fandt jeg aldrig ud af, men til slut fik livredderne hende heldigvis på højkant.

Aftensmad på fiskernes klub tæt på marinaen, hvor vi havde bestilt bord. Dejlig fisk – efter lang ventetid.

Fredag 23/7

Farvel til Albufeira og afsted mod Culatra – nu heldigvis i medvind.

Dejlig tur. Vi fandt en fin ankerplads. Erik sejlede os ind, og Camilla, William og jeg gik ned til den dejlige strand og badede, mens Erik “strandede” på en lille hyggelig bar med Chico. Bagefter sluttede vi andre os til ham og fik lækre smoothies og en chipiuariana – drink. Flere af de andre gæster blev så begejstrede for Chico, at vi nær ikke havde fået ham med hjem.

Senere aftensmad i båden, god klassisk pølsepastaret og heldigvis lagde vinden sig helt.

Lørdag 24/7

Op af formiddagen sejlede vi endelig (pga coronaen) for første gang i to år videre, på for Skærsilden ubesejlet hav, mod Tavira eller rettere flodløbet op mod byen. Ret stærk blæst og strøm så badning fra båden, som ellers lå godt ved en bøje, var ikke så fristende.

Efter dejlig melon med skinke tog vi gummibåden ind til den lille havn nær ved og begav os i eftermiddagsheden op mod byen. En både lidt lang, varm og grim tur langs saltmarker, afsvedne marker og faldefærdige huse. Da vi endelig nåede byen måtte Erik sætte sig, ved endnu en bar, nu pga rygsmerter.

Men det var en rigtig fin lille by med snævre gader, gamle kirker, en borg samt en stor smuk plads/park langs floden.

Efter fælles isspisning gik vi langsomt hjemad.

Vi havde ikke lyst til at spise i båden, så vi gik op til en af de restauranter, der lå tæt på havnen. Den ene var helt fyldt og havde ikke plads til os, den anden havde ingen gæster på nær ved et bord besat med en større familie. Setuppet var næsten filmisk. To borde med spisende gæster på pladsen foran restaurationsbygningen og så den nedgående sol over det bugtende flodløb.

Stedet var lidt sært, fiskene i montren virkede blege og trætte og den unge pige, der servicerede os, var meget famlende. Jeg forsøgte mig på mit bedste ( eller værste) portugisiske, hvorefter hun pludselig spurgte, om vi ikke talte engelsk. Det viste sig, at både hun og grillmesteren kom fra Nepal og ikke kunne mange ord på portugisisk. Lidt morsomt. “Il patron” var heller ikke sådan at blive klog på. Chico blev det formildende bindeled, og maden, tunsteaks til de mindre modige og blæksprutte til William, var ikke så slem, som vi havde frygtet, så stemningen blev rigtig god.

Da vi var ved at være færdige med at spise, dukkede et af børnene fra nabobordet pludselig op henne hos os. Det var en lille ca. femårig pige i en fin blåternet flæsekjole, med sort hår og store mørke øjne. Hun forsøgte meget insisterende og med en næsten uhyggelig mine at fortælle os noget om, at nogen, måske hendes hund var død. Hun klappede Chico og alt så fredeligt ud. Vi var ved at betale og havde alle opmærksomheden herpå. Men med et blev freden brudt af et barneskrig, der gik gennem marv og ben. Alt var pludselig kaos, pigen skreg uophørligt, familien ilede til og trak barnet væk, før vi nåede at se hvad og hvor galt, det stod til. Moderen – måske – sagde at alt var i orden, og at vi ikke skulle bekymre os eller gøre noget, men en anden, der bar pigen væk, havde blod på armen, så det var mere end svært ikke at bekymre sig. En ung meget venlig fyr fra selskabet forsøgte også at neddæmpe situationen og sige, at alt var OK, og at pigen var meget “emotionel”. Erik nåede dog at se, at hun rent faktisk havde fået en mindre rift/bid? på hagen. Hun vedblev at skrige som en sirene, mens de slæbte afsted med hende.

Det var en meget uhyggelig, uventet og uforståelig oplevelse for os alle, men især for William. Vi skyndte os ned til båden med Chico, der traskede afsted, ganske upåvirket og med højt løftet hale.

Morale: Små børn og hunde er en kombination, som altid kræver fuld opmærksomhed. ( Hvilket vi faktisk udmærket ved, men her gik det alligevel galt).

Søndag 25/7 og mandag 26/7

Dagen efter var stemningen lidt bedre, og vi var lettede og taknemmelige over stadig at ha’ Chico ombord, men vi sejlede skyndsomst og noget skyldtyngede videre. Vi havde gerne sejlet op af floden Guadiana, der adskiller Portugal og Spanien, til den berømmede flække Alcultim, men kunne se at så ville vores tidsplan slet ikke holde, så vi sejlede videre langs kysten til Isla de Canela. Hele kystområdet er meget lavt, og mindre vandveje opdeler området i forskellige øer.

Den del af “vores” ø og hvor havnen lå var et yderst nydeligt turistområde med større ferieetageejendomme og enkelte flotte hoteller til folk med pengepungen i orden. Der var masser af glade mennesker på de mange caféer og restauranter. Stranden var koloenorm – både lang og bred, fin at bade fra. Også havnen fungerede på bedste vis. Det eneste minus var, at alt var så konstrueret og velorganiseret- et stort feriereservat.

Da vi alle trængte til en overliggerdag, og det iøvrigt blæste temmelig kraftigt, blev vi og tog en udflugt med en lille færge til naboøen Isla Cristina, hvor alt ved første øjekast var ganske anderledes rodet, næsten grimt og uorganiseret. Vi blev på ankomstbroen modtaget af en stor papegøje, som valgte at slå sig ned på stakkels Camillas ryg. Til slut forflyttede den sig dog.

Byen, præget af fiskeri, viste sig dog at være ganske charmerende og med en helt anden form for naturligt liv. Efter at ha’ gået på kryds og tværs fik vi en dejlig fiskefrokost på en lille hyggelig restaurant.

Om eftermiddagen gik vi atter over på stranden, men pga kraftig sandfygning blev det kun til en kort badetur i pålandsvindsbølgerne.

Tirsdag 27/7

Heldigvis havde vinden lagt sig, men desværre så meget i både styrke og retning at vi kun kunne sejle for motor. Vi sejlede til Mazagon et sted i et kæmpe sandklitområde, som nærmest kun er beboet om sommeren. Da havnekontoret havde middagslukket, lagde vi os for anker uden for havnen og badede fra båden og spiste en herlig vandmelon.

Havnen var fin, men det lykkedes os ikke at finde et sted at spise aftensmad, vi fandt kun lukkede caféer i en gade, der mindede om Jomfru Anegade i Ålborg. Men på havnen var der dog en cafe, der var åben, og hvor vi fik is, kaffe og kage. Og om aftenen lynstegte vi 16 meget tynde svinesnitzler, som smagte forbavsende godt.

Onsdag 28/7

Turens længste tur på 33 sømil gik mod Chipiona, en mindre efter sigende hyggelig badeby. I dag kunne vi i det meste af tiden sejle for sejl i moderate vinde tæt langs kysten.

Da vi nærmede os målet, kom kom et “all ships” opkald, som advarede om “big whales” ( spækhuggere) ikke langt fra vores position. Det gav lidt uro i kroppen, men vi nåede dog sikkert i havn. Vi begav os alle over mod stranden, men stakkels Erik måtte pga Chico ikke komme ind på den nærliggende strandbar.

Så de to gik hjem igen, mens vi badede i det nu 30 grader varme vand. Bagefter gik vi langs den fine lange promenade helt tæt på vandet forbi mange gamle smukke huse og fæstningsanlæg med maurisk islæt og videre ud til et imposant fyrtårn.

På vejen hjem ind gennem byen fandt vi et superhyggeligt sted at spise aftensmad, Bar Tasca på den smukkest tænkelige kirkeplads.

I det tiltagende mørke var pladsen næsten endnu smukkere, og vi fik nogle fine små tapasretter. Især om aftenen kunne man se og høre, at byen er et meget populært feriested, det sydede og summede af liv overalt.

Torsdag 29/7

Om formiddagen ved meget lavvande var vi ovre ved stranden på den anden side af havnen og bade. Her kom Williams fodryg i nærkontakt med en klippe, så han var oppe og få renset såret og få en fin forbinding på i strandens lille “skadestue” hos nogle søde unge “sygeplejersker”.

Kort efter sejlede vi videre mod Rota et par timers motorsejlads væk. Rota er en noget større by og mindre turistpræget, men med en meget søgt stor dejlig strand og en god såvel fiskeri- som lystbådehavn.
I denne havn stødte vi på turens kun tredje danske båd Liberty, på vej mod ARC’en og Caribien.

Også her var den smukke, gamle bydel maurisk præget og meget stemningsfuld især om aftenen.

Fredag 30/7

Efter en god solid morgenmad med bl.a. de fuldfede churros på et af byens fine små torve satte vi kurs mod Cadiz – årets sidste sejltur sammen med Camilla og William, lidt vemodigt.

Det blev især mod slutningen en rigtig bumletur for motor med ujævn sø fra alle sider.

Vi lagde til i den ret store og udmærkede Puerto Americano, som dog ligger afsides fra alt (by og strand), hvis man ikke har gode ben eller elcykler. Så her blev de to nye elcykler fundet frem og kom til deres fulde ret. Erik og Camilla cyklede op til togstationen og fik købt billetter til Sevilla, hvorfra hun og William skulle flyve hjem om søndagen. Og de fandt det hospital, hvor William skulle coronatestes den følgende dag, og sikrede sig, at han kunne komme til den følgende dag. Efter alle disse logistiske anstrengelser blev Erik og jeg i båden og lavede en dejlig fiskemiddag af fisk, sværdfisk, laks og lulas, som Erik om morgenen havde købt i Rota. Under middagsforberedelserne tog Camilla William med på en aftencykeltur langs kysten ind mod Cadiz.

Lørdag 31/07

Camilla og William startede dagen med at gå over til hospitalet for at få William kviktestet. Modsat dagen inden kunne personalet nu hverken tale/forstå engelsk, så der var lidt usikkerhed om, hvordan svaret ville komme, men antageligt på mail som i Albufeira med Roman. Efter testningen stødte Erik og jeg til dem nede på Strandpromenaden på vores cykler og tak og lov for dem!

Cadiz er en fascinerende by, som vi havde glædet os til at vise Camilla og William. Men tiden gik, og der kom ikke noget testsvar, hvilket gjorde stemningen en smule anspændt. Til slut enedes vi om at henvende os til hospitalet endnu en gang, inden de lukkede kl. 14. Og der lå det skriftlige og heldigvis negative testsvar og ventede på at blive afhentet… Stakkels William havde vist været ret nervøs ved tanken ikke at kunne komme med hjem til far, Ida og Einstein.
Herefter lettede stemningen betydeligt, og vi fik lidt eller faktisk en del forskellige tapasretter på et lille forblæst torv.

Efter indkøb cyklede Erik hjem til Chico med varerne, mens vi andre gik hjem til båden. Dog med en afstikker til den nærliggende ikke så attraktive, men eneste hundestrand i området. Her fik Camilla – og ikke Chico turens sidste Atlanterhavsbadetur sammen med forskellige andre vandhunde, inden vi gik hjem til en rolig aften i Skærsilden.

Søndag 1/8

Efter pakning fulgte vi Camilla og William til togstationen, hvor vi vinkede farvel og satte dem på toget mod Sevilla, hvorfra flyet via Lissabon fløj dem rettidigt hjem til Danmark, hvor Niels ventede længselsfuldt i lufthavnen.

Herefter startede næste logistiske opgave: At finde en måde at tage sig til Albufeira, hvor Folke stod parkeret. Og det var ikke så enkelt endda. Som damen i billetlugen opgivende sagde: Mui dificil. Ikke ved hendes hjælp, men ved egen research lykkedes det dog at arrangere en tur med tog til Sevilla 8.15 og herfra en bus videre via Huelva til Albufeira.