29.09/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES m.m.

29.09/19 MARINA PARQUE DAS NACÕES m.m.

Efter morgenmad fik vi fisket de små cykler op fra kistebænken. Da der var fin cykelsti det meste af vejen ind til Azulejomuseet, foretrak vi at cykle fremfor at tage bussen.

Indgangen til museet.

Det var et fint lille museum beliggende i relation til en kirke og et kloster, begge rigt dekorerede med kakler. 

Klostergård.
Stillistiske kakler.
Lavet af nutidens forskolebørn.

Derudover var der flere sale med kakler og porcelæn fra forskellige tidsaldre. Det var sjovt at følge den kunstneriske udvikling. I starten var det ofte folk uden særlig tegneerfaring, der havde lavet skitserne til de senere kakler, og resultatet var sjældent anatomisk korrekt, og perspektivet haltede også en del. Så der kom nogle naivistiske men alligevel illustrative og charmerende Azulejos ud af anstrengelserne.

Hund med stearinlys?
Katten? efter musen.

Vi havde egentlig tænkt os at cykle videre til Apolloniastationen og tanke vores Viva viagem rejsekort fra Povoa de Varzím op, men vi droppede dette og tænkte, at det ville være lige så godt at cykle og så bare købe de to sporvognsbilletter til den legendariske linje 28, som kører fra Martim Monez pladsen og det meste af Lissabon rundt. Det ville være en passende måde at tage afsked med Lissabon på, syntes vi. Men først skulle vi lige ha’ lidt frokost, og da vi var i nærheden,  ville vi give “Annettes” restaurant en chance til. Den var som næsten ventet lige så lukket som dagen forinden. I dag fik vi dog talt med en lille tynd mand, som gik og malede derinde. Han fortalte, at de først åbnede igen 3. september, så det besøg må udsættes på ubestemt tid! Da vi var sultne, lidt udmattede og meget varme efter cykelturen derOP i middagsheden, gik  vi straks ind i “vores” restaurant fra dagen inden og fik endnu en gang en dejlig og billig menu med fisk og meget andet godt. Således vederkvægede steg vi bagefter atter på cyklerne og fortsatte ind mod Praca Martim Monez. Nu gik det heldigvis mest nedad, men der var ingen cykelsti længere, men masser af biler og sporvogne, så det var ikke helt, som vi havde tænkt. Men vi kom da frem til pladsen og tøjrede jernhestene til et vejskilt. Efter at ha’ stået i kø i nogen tid til sporvogn nr. 28, som er noget af en turistattraktion, men som også benyttes af lokale, kom vi af sted og skrumplede af sted for åbne vinduer gennem de smalle gader.

På skinner.

Medpassagerer.
Selfie/selfie.

De fleste steder kendte vi fra vores tidligere ture til fods, mens andre var nye. Ved endestationen ca. 45 minutter senere, blev alle gennet ud. Vi satte os på en lille bar og fik en fadøl/cola at køle os ned på, inden vi på en lidt rodet måde i fællesskab købte to nye billetter til hjemturen. Vi nød atter turen tilbage, ind til sporvognen midtvejs pludselig blev invaderet at to bryske fyre, der skulle kontrollere, om alle havde lovlig rejsehjemmel. Vi havde jo den reneste samvittighed i verden, MEN vi mente begge to, at den anden havde billetterne. Erik kunne ikke finde nogen billetter (kun dem fra udturen),og han troede åbenbart så meget på, at jeg heller ikke havde dem, at han, mens jeg rodede i alle min lommer, kom til at antyde, at vi måske slet ikke havde fået nogen billetter. Og så brød helvede næsten løs, det var en meget alvorlig påstand at komme med, konduktøren kunne blive fyret, og vi kunne komme i fængsel, lød det som om. Det hjalp ikke meget, at jeg stort set samtidig med Eriks fatale udsagn, fiskede de to billetter op fra bunden af min trofaste fjeldræv. Puha! Nå, men vi slap da med skrækken og konduktøren beholdt sit job.

Cyklerne stod i god behold, hvor vi havde efterladt dem, og så begyndte hjemfærden. Der var to ruter på Eriks I-Phone, vi kunne vælge i mellem. En der stort set fulgte kysten og en i fugleflugtslinje på tværs over land. Jeg var klart mest stemt for kystvejen, som jeg anså for at være den med mindst stigninger og flest cykelstier, men af flere grunde havnede vi på den anden. Og det blev noget af en udfordring, selv for den frygtløse Erik. Først gennem smalle gågader med masser af folk, så ud på trafikerede gader hvor vi kun turde cykle på fortovene slalomende os mellem fodgængerne. Omkring Alameda op af en megastigning ved en stor hundeluftningspark og et imposant springvand, Fonte Luminosa,  hvor vi holdt en lille pause.

Udsigt fra springvandet ud over parken.
Fonte Luminosa.
Nærbillede af de badende nymfer.

Men vi havde endnu det bedste ( eller værste) til gode. Vi kom nemlig ud på nogle nyanlagte ringveje med rundkørsler og hurtigtkørende biler. Turen gik op og ned gennem vidtstrakte områder med nybyggede højhuse. Det mindede mest af alt om en motorvej, hvis det ikke havde været for rundkørslerne, og vi var de absolut eneste på cykler! At mørket var ved at sænke sig, gjorde ikke turen mere behagelig. Men hjem kom vi da til slut og begge i god behold. Selv om vi måske ikke har været så begejstrede for Parque de Nacões, var vi nu næsten lykkelige, da vi nærmede os den efter halvanden times stroppetur. Det var kun Eriks cykel, som ikke rigtig klarede strabadserne. Hans baghjul begyndte til slut at slingre hid og did, og ved nærmere eftersyn havde flere af egerne givet op. Mere om det senere. Efter lidt pølse/ostemad og et glas rødvin gik vi til køjs og sov ganske godt!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.