07.09-11.09 2018 A Coruña

Vi havde knapt nok lagt til, før norske Malaika kom susende ind i havnen, og blev vores nabo de næste dage. I denne havn mødte vi i øvrigt for første gang mange andre udenlandske gæstesejlere. Vi havde hørt noget om, at det skulle være et dyrt sted at ligge, men det var nu ikke så galt, 24 € / nat, var det vist.

A Coruna er en stor og virkelig flot by med ca. 240.000 indbyggere. Havnen ligger lige op af en stor plads og promenader med grønne områder, hvor der i den grad promeneres fra morgen til aften. Fint til hundeluftning. Byen kaldes også glasbyen på grund af de mange glasdækkede og her oftest hvide balkoner på de fleste huse.

 

Lige bag ved føromtalte plads og den første række huse er endnu en kæmpeplads,

Plaza de Maria Pita,  hvor det største og mest imposante rådhus, vi mindes at have set, ligger.

På den ene side af rådhuspladsen mod øst ud mod havet, ligger den gamle bydel, som er ret så lille. Her er fred og ro, smalle gader, få (eller i al fald færre) mennesker, enkelte specialbutikker og små restauranter til gengæld en del kirker og klostre tilhørende forskellige ordener.
På de øvrige sider ligger så resten af den for turister mest interessante del af byen på en lille halvø. Stik modsat den gamle by ligger der et overvældende restaurationskvarter med ikke mindst fiske- og skaldyrsrestauranter.

Hvis man går gennem byen på dens smalleste sted, kommer man hurtigt ud til vestkysten, hvor der er en stor bugt med en fin strand. En dag gik vi herover, og jeg badede i det iskolde vand, hvor det af en eller anden grund var svært at holde balancen i den stejle brænding, så jeg trillede rundt som en anden søko, selv om bølgerne ikke var særlig store, men åbenbart alligevel kraftfulde.

En af dagene var Erik atter på buslangtur for at hente bilen i Gijon. Han havde nær glemt, hvor han havde sat den, men fandt den dog til slut. Og at finde tilbage i A Corunas ret så komplicerede vejnet var heller ikke helt let.

UDFLUGT:

Dagen efter tog vi som planlagt på tur med bilen ( og hundene) først til Santiago de Compostela og siden videre til Fines Terre. Hundene var henrykte over endelig at være i deres bil igen, og mens vi gik på opdagelse i Santiago, sov de sødeligt i bilen i en kølig parkeringskælder.
Santiago, som er hovedstaden i Galicien selv om den “kun” har ca. 95.000  indbyggere, er en fin gammel by med mange smukke huse, pladser og kirker. Selvfølgelig var Santiago de Compostela katedralen dagens højdepunkt, flot både ude- og indefra. Og sjovt at se de mange pilgrimme eller i al fald vandrende mennesker med rygsække, stave og den symbolske kammuslingeskal hængende et eller andet sted.

Ellers var der mange unge studerende i byen tilknyttet forskellige universitetsafdelinger i smukke, gamle bygninger.

 

Efter en beskeden frokost i en cafe under de skyggefulde buegange karakteristiske for mange af husene i de snævre gader, kørte vi videre op mod Finis Terre, Spaniens efter sigende vestligste punkt,  ( hvilket så ikke er helt korrekt, men pyt nu med det). Det var sjovt at se dette sted ovenfra, inden vi om ikke så lang tid skulle sejle forbi selv samme sted.  Der var en virkelig flot udsigt men også lidt skræmmende, dybet drager, som man vist siger. Solen skinnede fra en skyfri himmel,  men det var som om der lå en dis i det fjerne, som gav det hele et drømmeagtigt skær.

Nede igen fra højderne kiggede vi lidt på den lille havn Fisterra lige rundt om hjørnet. Den var nu ikke værd at ligge i for os, men der var masser af gode ankringsmuligheder i bugten længere inde, hvilket nok kunne blive aktuelt senere. Efter en lille pause med en kold Cola og lidt badning fortsatte vi hjemad mod A Coruña.

Men vi lavede først en afstikker til byen og fiskerihavnen Malpica midt mellem A Coruña  og Muxia, hvor vi kunne tænke os  at tage en overnatning med båden, hvis det var muligt undervejs. Det så heldigvis ud til at være en god ide. Efter dette vellykkede recognoceringstogt kørte vi af indtil nu smukke veje videre hjemad.

Den dis, vi havde anet i det fjerne, manifesterede sig nu som en tyk tåge, der i løbet af ingen tid lagde sig som en dyne over landskabet.  Og sådan fortsatte det med tåge, der kom og gik resten af turen. Vi kom dog helskindede hjem, selv om det ikke var blevet lettere at finde rundt i storbyens trafik i både mørke og tåge på trods af en god GPS. Det var så første, men absolut ikke sidste gang vi stødte på den berygtede galiciske tåge…
Dagen efter skulle vejret blive fint til at sejle mod vores næste udsete mål Malpica, så efter at have fundet et forhåbentlig godt sted at langtidsparkere bilen og lidt sen aftensmad i båden, gik vi trætte til køjs.